Cordsen om Løkkes exit: Meget, meget dramatisk - Venstre står midt i en kæmpestor krise

Folk i Venstre vil nu se nervøst efter, om Løkke går skridtet videre og prøver at danne et nyt parti, vurderer DR's politiske korrespondent.

Lars Løkke Rasmussen udgav sidste år en bog, hvor han igen talte for et samarbejde over midten i dansk politik. Det skabte ballade, da Venstre og Jakob Ellemann-Jensen samtidig afviste det. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

En dramatisk uge for Venstre kulminerede på årets første dag, da Lars Løkke Rasmussen meldte sig ud af partiet.

Det skete få dage efter, at Inger Støjberg havde trukket sig som næstformand efter en åben magtkamp med den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

DR's politiske korrespondent Christine Cordsen bruger de store ord, når hun skal vurdere den situation, som Venstre står i efter de hektiske dage.

- Venstre står midt i en kæmpestor krise og nu kommer der så endnu en ting, som puster til den krise. Det er meget, meget dramatisk, når det er en tidligere partiformand og en tidligere statsminister, der vælger at forlade sit eget parti og blive løsgænger.

- Og ekstra dramatisk fordi, han jo forlader Venstre med en meget hård kritik af den politiske kurs, som hans efterfølger Jakob Ellemann-Jensen har lagt, siger Christine Cordsen.

En aktiv stemme i håbet tid

Lars Løkke Rasmussen har været medlem af Venstre i 40 år. Han har været formand for ungdomsorganisationen VU. Været næstformand i partiet. Og siddet på flere ministerposter, inden han i 2009 blev formand og statsminister, da Anders Fogh Rasmussen forlod Danmark for at blive generalsekretær i NATO.

Derfor er det en Venstres allerstørste profiler i partiets historie, der siger farvel.

Lars Løkke Rasmussen forklarer i en afskedssalut på Facebook, at der er brug for at samarbejde på en ny måde i dansk politik. Det var derfor, han opfordrede til en regering hen over midten i valgkampen i 2019. Det var det synspunkt, der udløste en konflikt med tidligere næstformand Kristian Jensen, som til sidst fik dem begge fældet.

Men Løkke holder fast i, at det er den vej, han vil gå.

- Jeg vil gerne være en aktiv stemme i overgangens og håbets tid, men det kræver, at jeg sætter mig selv fri, skriver han.

Ifølge Christine Cordsen bliver der lige nu set med bekymring i Venstre på, hvordan det skal forstås.

- Det, man nok vil gå og kigge nervøst efter i Venstre, er, om han går skridtet videre og prøver at danne et nyt parti. Som løsgænger har man ikke så mange muligheder. Så er det som regel slut, når næste valg kommer. Men det kan jo være, at det her er et skridt på vejen til at starte et nyt parti, siger Christine Cordsen.

Langer ud efter partiet

Ifølge Lars Løkke er det en beslutning, der er "modenes over tid". Men opgøret mellem Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg har givet det sidste skub.

-...de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg, skriver Løkke.

Ifølge Christine Cordsen henviser Løkke her til, at forretningsudvalget i Venstre bad Støjberg om at trække sig. Hun er ellers valgt på et landsmøde, hvor medlemmer sender deres delegerede af sted for at stemme. Og da Løkke selv trak sig, skete det også i protest mod forretningsudvalget.

For Lars Løkke ville dengang tilbage i august 2019 have et ekstraordinært landsmøde, hvor han kunne fremlægge sit politiske projekt. Det afviste forretningsudvalget. De ville have et landsmøde, hvor der udelukkende blev stemt om, hvem der skulle være formand og næstformand.

- Jeg tror ikke, det har så meget at gøre med, at Løkke pludselig skulle være politisk fuldstændig enig med Inger Støjberg. Det hænger mere sammen med, hvad det er for nogle magtfaktorer internt i Venstre, der har ageret i den her sag. Det er et spark til de ledende organer i Venstre, siger Christine Cordsen.

Ellemann træt af skriverier

Efter Lars Løkke Rasmussen trådte tilbage som formand, er han blandt andet blevet klummeskribent på B.T. Her har hans skriverier ikke altid fulgt Venstres og Jakob Ellemann-Jensens linje. Og det er kun få dage siden, at Jakob Ellemann-Jensen i et interview i DR åbent fortalte, hvad han mente om det.

- Det er da dødirriterende. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Jeg navigerer efter min gruppes næsten fulde opbakning. Med partiets opbakning. Der er det da træls at have sådan en bagsædechauffør, som mener at kunne gøre det hele bedre, sagde han med henvisning til Løkkes klummer.

Christine Cordsen vurderer, at det trods stormen med Løkkes exit, i fremtiden kan gavne Jakob Ellemann-Jensen at være ude Løkke.

- Venstre står et meget, meget svært sted. Det kan være, at det, der nu er sket i forhold til Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen, kan betyde, at Jakob Ellemann-Jensen kan få en ny start. Det har givet en masse problemer, at der har været de her gnidninger, siger Christine Cordsen.

Få et overblik over Løkkes lange politiske karriere her

  • Formand for Venstres Ungdom (VU) 1986-1989.

  • Medlem af byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune 1986-1997.

  • Medlem af Folketinget siden 1994.

  • Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998-2001.

  • Næstformand for Venstre 1998-2009.

  • Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007.

  • Finansminister 2007-2009.

  • Formand for Venstre siden 2009.

  • Statsminister 5. april 2009 til 3. oktober 2011.

  • Statsminister 28. juni 2015 - 2019.

  • Bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, GGGI, maj 2012 - efteråret 2014.

  • Bestyrelsesformand for Løkkefonden.

  • Kilde: Ritzau

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter