Corona-pres på Mette Frederiksen: Flertal kræver forbud mod forsamlinger med over 1.000 deltagere

Et flertal bestående af blå partier og De Radikale vil have påbud. Og det skal være nu.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, opfordrer Mette Frederiksen til at ændre epidemiloven nu, så anbefalinger om at aflyse arrangementer for over 1.000 personer kan blive et påbud.

- Kom med et påbud, drop henstillingerne, og lad os tage folks virksomheder alvorligt.

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og et flertal af partierne uden om regeringen bestående af blå blok og De Radikale.

Myndighederne har indtil nu anbefalet at aflyse eller udskyde alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere for at stoppe spredningen af coronavirus.

Men en anbefaling er slet ikke nok, hvis du spørger Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige, De Konservative og De Radikale.

Der skal i stedet være et påbud mod arrangementer med over 1.000 deltagere.

- Vi kan ikke tillade os overfor arrangører at stille dem i en situation, hvor de – uden at have en medicinsk baggrund - skal træffe afgørelse om afholdelse af et arrangement, siger formand for Venstre Jakob Ellemann-Jensen.

- Det handler jo om, at man kan være sikker på at få forsikringsmæssige ting - refusioner og så videre. Det er vi nødt til at se på, siger Sofie Carsten Nielsen (R).

Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen er postivt indstillet overfor at ændre henstillingen til et påbud.

- Partierne sparker en åben dør ind. Mette Frederiksen bebudede allerede i går, at der vil blive gennemført en hastelovgivning, hvis vi kan få opbakning til det. Det vil give regeringen muligheden for at gennemføre et egentlig påbud, og det har vi tænkt os at benytte os af, siger han.

Økonomisk stor forskel

Det skaber store økonomiske konsekvenser for blandt andet koncertarrangører, at myndighederne ikke kommer med et påbud. Arrangørerne vil nemlig ofte stadig stå med en regning for deres omkostninger, hvis de aflyser på baggrund af en anbefaling.

Derfor skal der indføres et påbud fra regeringen side, så arrangørerne kan få erstatning for deres tab, siger Søren Pape Poulsen.

- Det er ikke rimeligt, at de skal vælge mellem folkesundheden og at gå fallit.

- Jeg synes, tiden er kommet til, at vi som samfund tager et fælles ansvar og kommer med et påbud, så de her mennesker kan gå til et forsikringsselskab og få dækket de økonomiske omkostninger.

Hos Dansk Folkeparti vil man hellere hjælpe for mange end at have gjort for lidt.

- Hvis vi om et par måneder finder ud af, at vi skød over mål her, så er der nok nogle udsatte og ældre, der kan leve med det. Men hvis vi ikke får gjort noget, så vil vi blive dømt i eftertiden, siger formand Kristian Thulesen Dahl.

Andre lande har allerede udstedt forbud for at forhindre coronasmitte. Frankrig har for eksempel forbudt store forsamlinger, ligesom Polen har lukket både skoler og svømmehaller.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, understreger, at hun da også fornemmer, at regeringen kommer til at gå i den retning.

Brug for hastelovgivning

Den såkaldte epidemilovs paragraf 7 er blevet godkendt som foranstaltning mod coronavirus.

Men som den er nu, kan man ikke bruge den til at forbyde alle arrangementer over 1.000 personer, da ordlyden i loven kun tillader at forbyde ét arrangement ad gangen.

Derfor vil det kræve, at man ændrer loven og ordlyden til at give myndighederne mulighed for at forbyde alle arrangementer.

- Det er vi klar til at ændre. Lige nu, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Det må være sådan, at hvis man fra sundhedsmyndighedernes side anbefaler, at arrangementer ikke afholdes, så skal man fra statens side gå ind og påbyde, at de arrangementer aflyses.

Er du klar til at gå udenom regeringen?

- Jeg vil gerne tilskynde til, at det sker NU. Vi er klar, siger han.

Opdateret med kommentar til Socialdemokratiets politiske ordfører Jesper Petersen.