Frygt ej.
"Det er overhovedet ikke på tale", at vi ender med at se nogle restriktioner over sommeren, hvor festivallerne igen er tilbage efter to somre med corona, og alle restriktioner generelt er fortid.
Det garanterer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i lyset af, at coronasmitten er steget for første gang i fire måneder, og der er en ny variant af omikron i omløb, BA.5, som tilsyneladende er mere smitsom.
- Ja, den er mere smitsom, end den har været tidligere. Men vi er på et meget lavt niveau her i Danmark og har fortsat en høj immunitet i befolkningen, siger Magnus Heunicke.
- Den (virus, red.) har dårlige vilkår her til sommer, hvor der er store udendørs begivenheder. Det ville være en dårligere situation, hvis BA.5 var i fremvækst, og vi kiggede ind i november eller december.
Der skal vaccineres igen
Men hvad så egentlig med vintermånederne?
- Vores strategi handler om at undgå nedlukninger og selvfølgelig passe på vores sårbare borgere og benytte vores stærkeste værktøjer. Primært vaccination, men også test, siger Magnus Heunicke om tiden efter sommerferien, når vi går ind i de køligere måneder.
Noget andet, han dog kan garantere, er, at der helt sikkert vil være et dansk vaccinationsprogram. Præcis hvilke uger, der skal vaccineres - og hvem der skal have dem, kan han dog ikke svare på.
- Det afhænger af den situation, vi står i, siger han og tilføjer, at de vil afvente eksperternes vurdering.
Heunicke fortæller desuden, at regeringen vil præsentere en coronastrategi inden sommerferien.
- Man skal altid være opmærksom, når coronavirus muterer, og det gør den ofte. Det, vi ser nu, er en ny undervariant, som er mere smitsom. Formentlig 10 procent mere. Selvfølgelig skal man være opmærksom på det.
- Men der er intet, der tyder på, at den giver mere sygdom og heller ingen overdødelighed.
En ny virkelighed
Fredag var der møde med partiernes sundhedsordførere i Sundhedsministeriet.
Her fik ordførerne en orientering om den nye omikronvariant.
- Jeg tror bare, vi kan konstatere, at vi nu bevæger vi os ind i en ny virkelighed, hvor nye coronavarianter er noget, vi skal vænne os til. Det betyder ikke, at alle alarmklokker skal ringe. Men det er selvfølgelig noget, vi skal være opmærksomme på, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.
Han fortæller, at farligheden af den nye variant ikke er alarmerende, ud fra det han har fået at vide. Derfor mener han, at det giver god mening at være opmærksom på ældre og sårbare grupper, også når det kommer til vacciner.
Heller ikke De Konservative er bekymret for den nye variant. Det fortæller Per Larsen, partiets sundhedsordfører.
Han siger også, at myndighederne lige nu arbejder på en vaccinationsplan.
Fra uge 21 til uge 22 er der sket en stigning i antallet af smittede med corona fra 3.290 til 3.805 tilfælde. Det svarer til en stigning på knap 16 procent.
Stigningen skyldes især den nye undervariant af omikron, BA.5, der ifølge SSI også er i vækst i det øvrige Europa.
Selv om smittetallene stiger, ses samme tendens ikke i nye indlæggelser relateret til coronavirus. I uge 22 er antallet af indlæggelser faldet med 11 procent til 179, skriver SSI i en tendensrapport.