Coronavinterpakke giver en milliard ekstra til et presset sygehusvæsen

Partier er enige om en delaftale til finansloven, der skal hjælpe det pressede sundhedsvæsen.

Finansminister Nicolai Wammen er klar med endnu en delaftale til finansloven for 2022. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne er blevet enige om en ny delaftale til finansloven.

Aftalen betyder, at der afsættes én milliard kroner ekstraordinært til at fastholde sundhedspersonale og styrke aktiviteten på sygehusene i en meget presset tid.

Der er tale om penge til midlertidige initiativer, og anvendelserne af midlerne kan tilgodese alle personalegrupper i sundhedsvæsenet, står der i aftaleteksten.

- Ikke mindst grundet corona er vores sundhedsvæsen under et gevaldigt pres, og derfor har vi besluttet ekstraordinært at afsætte en milliard kroner til en midlertidig indsats henover vinteren, så vi bedst muligt kan holde hånden under vores sygehusvæsen, vores ansatte og vores patienter, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Pengene bliver givet til regionerne, der nu i samarbejde med personaleorganisationerne skal beslutte, hvor pengene kan gøre den største forskel, siger Nicolai Wammen.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) én milliard kroner nok til at gøre en forskel.

- Det er meget usædvanligt, at man som led i en finanslov giver en milliard til et område på den måde. Men det er også en usædvanlig situation, siger han.

Aftalen kommer blot en dag efter, at selvsamme partier præsenterede en anden delaftale af finansloven.

Den betyder, at der skal produceres to gigawatt mere strøm fra havvindmøller i Danmark frem mod 2030. Det er næsten dobbelt så meget som i dag.

Aftalepartier er tilfredse, men...

SF har tidligere foreslået en lignende pakke, hvorfor man også er godt tilfredse med aftalen, siger formand Pia Olsen Dyhr.

- Men vi løser selvfølgeligt ikke det store problem med ligeløn eller sundhedsvæsenet generelt. Det er en akutløsning, der er brug for i en meget, meget presset tid efter to år med corona.

Radikale Venstres politiske leder, Sophie Carsten Nielsen, bilder sig heller ikke ind, at man løser alle problemerne i sundhedsvæsenet med én milliard kroner, men det er en god hjælp her og nu.

- Vi er rigtig godt tilfredse med, at det er regionerne, der udmønter det. Det er dem, der har ansvaret, siger hun.

Finansminister Nicolai Wammen, sundhedsminister Magnus Heunicke, fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye samt repræsentanter fra SF, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne præsenterede aftalen foran Finansministeriet. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Mai Villadsen, der er politisk ordfører for Enhedslisten, takkede sundhedspersonalet for at råbe op om vilkårene.

- Det gør, at vi handler nu. Jeg tror ikke, vi havde stået her, hvis ikke det havde været for jeres ord og opråb, siger hun.

Hos Kristendemokraterne, der er det eneste borgerlige parti blandt aftalepartierne, mener man, at man med aftalen hjælper med et akut problem, men ligesom resten af partilederne, fastlår formand Isabella Arendt, at den ikke løser de strukturelle udfordringer.

- Der er stadig problemer med tjenestemandsreformen, der problemer med, at der ikke er nok kollegaer og stadig problemer med ordentlige arbejdsvilkår. Det ved vi, siger hun.

Alternativet havde ikke mulighed for at være til stede ved pressemødet.

Glad for andet end honninghjerter

Hos FOA, der blandt andet organiserer sosu-medarbejdere på sygehusene, er man yderst positive over for aftalen, siger forbundsformand Mona Striib.

- Det er en pakke, der er yderst velkommen. Det er en yderst kritisk situation, vi har på sygehuse, og derfor skulle der ske noget nu. Hvad det helt konkret kommer til at betyde for blandt andre FOA’s medlemmer er dog alt for tidligt at spå om, siger Mona Striib.

Det kommer an på situationen på de forskellige sygehuse og hos de forskellige faggrupper. Der er dog forskellige mulige scenarier.

- Det kan betyde, at nogle går fra deltid til fuldtid i en periode, at nogle har særligt meget merarbejde, og at man flitter opgaver mellem personalegrupper midlertidigt. Vi kommer til at se en hybrid af forskellige løsningen, fortæller Mona Striib.

Ifølge Mona Striib har det stor betydning for medarbejderne i sygehusvæsenet, at der nu er et kontantbeløb på vej.

- At man oplever, at det anerkendes at arbejdsmiljøet er voldsomt presset, og at det er meget svært at få øje på, hvis ikke man gør noget ganske særligt, hvordan man så overhovedet kommer gennem de næste mange måneder, siger hun.

- Det at blive set, hørt og anerkendt med andet og mere end et honningkagehjerte, tror jeg betyder rigtig meget.

Det indeholder aftalen

  • En milliard kroner ekstraordinært til midlertidige indsatser i sundhedsvæsenet hen over vinteren.

  • I foråret lavede regeringen sammen med en række partier en aftale om, at personer, som har en ekstraindtægt som følge af covid-19, ikke skal modregnes i pension. Det betyder, at man som pensionist eksempelvis kan arbejde med at teste for covid-19, uden at det bliver modregnet i ens pension. Den bliver forlænget til og med 2022. I øjeblikket står den til at udløbe 31. december 2021.

  • Der afsættes også midler til, at udenlandske læger, tandlæger og andet sundhedspersonale kan få en kortere sagsbehandling, før de kan arbejde i Danmark. I øjeblikket kan det tage flere år for en udenlandsk læge at få autorisation i Danmark, hvis vedkommende kommer uden for norden eller EU. Partierne bag aftalen vil afsætte 11,3 millioner næste år, og 11,8 millioner i 2023 til at nedbringe sagsbehandlingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

  • Kilde: Finansministeriet.

  • /ritzau/