Coronavirus rammer Folketinget: 'Det går ikke, at Christiansborg bliver en smitteborg'

Dagens spørgetime i folketingssalen er aflyst, og flere ministre er gået i hjemmekarantæne.

Folketinget aflyste tirsdag spørgetimen samt en række afstemninger efter udbrud af coronavirus.

Folkestyret er hårdt ramt af coronavirus. I løbet af få timer her til formiddag lammede smitten store dele af Christiansborg og Folketinget, hvor dagens spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S) samt flere afstemninger i folketingssalen blev aflyst.

Statsministeren selv er i lighed med flere andre ministre gået i en slags selvvalgt isolation, hvor alle møder afvikles virtuelt.

- Det er meget tæt på folkestyret lige nu. Vi skal alle gøre, alt hvad vi kan for at beskytte os selv og hinanden mod denne farlige virus, siger Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

- Der kan sagtens komme mange flere smittetilfælde. Det skal vi nu håndtere som enhver anden arbejdsplads, siger sundhedsordføreren.

Folketingets formand understreger, at situationen skal tages alvorligt.

- Vi har haft en del smittede inden for de seneste 24 timer, og det giver grund til eftertanke. Vi er en stor arbejdsplads, hvor sådan noget kan opstå, siger Henrik Dam Kristensen (S).

Spørgetime aflyst

Tirsdag morgen begyndte som alle andre på Christiansborg. På Folketingets dagsorden var blandt andet udvidet spørgetime med statsministeren samt otte lovforslag, der første gang skulle behandles i salen efter frokost.

Men det skete aldrig. I løbet af få timer meddelte en lang række politikere nemlig, at de enten var smittede med coronavirus eller var gået i frivillig isolation efter kontakt med en smittet.

En række af regeringens ministre oplyste, at de fra i dag går i frivillig karantæne. Det gælder blandt andre beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) samt justitsminister Nick Hækkerup (S).

Kort efter kunne Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, oplyse, at også han var smittet med coronavirus.

- Jeg har det heldigvis rigtig godt, men tager selvfølgelig alle forholdsregler og arbejder hjemmefra, så jeg ikke risikerer at smitte andre, skriver han på Facebook.

Han oplyser, at han fredag fik besked fra en kollega om, at han kunne være blevet smittet.

Partiets politiske gruppemøder vil i den kommende tid blive afholdt virtuelt. Samtidig vil politikerne regelmæssigt blive testet, skriver Søren Pape Poulsen.

Partileder Søren Pape Poulsen (K) oplyste tirsdag, at han er smittet med coronavirus. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Forsvarsordfører indlagt

Tirsdag morgen skrev Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, desuden, at han aftenen før var blevet indlagt på Odense Universitetshospital og senere blev testet positiv for covid-19.

- Jeg er i gode hænder, omend jeg er noget syg og bliver behandlet med blandt andet Remdesivir (medicin, red.), skriver Lars Christian Lilleholt.

Ved middagstid meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse, at spørgetimen blev udskudt på hendes opfordring.

Fordi hun fredag deltog i et møde med justitsminister Nick Hækkerup (S). Han er siden gået i selvisolation med tydelige symptomer på covid-19.

- Jeg havde håbet, at der på nuværende tidspunkt ville foreligge et negativt svar på den test, justitsministeren fik foretaget i går, således at spørgetimen i dag kunne gennemføres uden risici, men der foreligger endnu ikke et testresultat, oplyser statsministeren.

Spørgetimen er indtil videre udsat indtil onsdag, oplyser Statsministeriet.

Har I politikere passet godt nok på?

- Det er et godt spørgsmål. Jeg må bare konstatere, at der er for mange, der bliver smittet. Jeg er bekymret på deres vegne på samme vis, som jeg er bekymret på alle andre danske smittedes vegne, lyder det fra sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff (S).

Fra sin hjemmekarantæne oplyser Peter Skaarup, at Dansk Folkeparti i den kommende tid vil skrue ned for fysiske møder. Og op for sprit og afstand.

- Det går ikke, at Christiansborg bliver en smitteborg, siger Peter Skaarup.

Henrik Dam Kristensen, har I været gode nok?

- Fra dag et har jeg oplevet, at alle har været optaget af at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Vi har fulgt reglerne, men som så mange andre har oplevet, kan coronaen alligevel komme ind. Det viser bare, hvor lumsk corona det er, siger Folketingets formand.

Artiklen er opdateret med flere politikere, der er gået i selvvalgt isolation.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk