Corydon og McKinsey kender hinanden i forvejen

Som finansminister bestilte Bjarne Corydon flere konsulentopgaver hos sin nye arbejdsgiver, McKinsey.

Tidligere finansminister Bjarne Corydon forlader dansk politik til fordel for en toppost i The McKinsey Center for Government. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Når socialdemokraten Bjarne Corydon 1. februar starter som global direktør for The McKinsey Center for Government, er det ikke første gang, politikeren og konsulentvirksomhedens veje mødes.

Det skriver Ritzau på baggrund af oplysninger fra Finans.dk og Politiken.

Det magtfulde konsulenthus har de seneste mange år leveret analyser til den danske stat og fundet besparelser for millioner inden for blandt andet politiet, Skatteministeriet, Forsvaret og asylcentre.

Fra september 2009 til september 2014 brugte Finansministeriet ifølge Finans.dk 89 millioner kroner på konsulentydelser, der mundede ud i en form for skriftlig produkt - som en analyse - fra McKinsey.

McKinsey har blandt andet kontrolleret implementeringen af folkeskolereformen, analyseret statens arbejdsgiveradfærd og undersøgt strategien for Digitaliseringsstyrelsen.

I februar sidste år bad Finansministeriet under Bjarne Corydon McKinsey om at udarbejde en rapport med anbefalinger til, hvordan borgernære velfærdsydelser som blandt andet ældrepleje, børnehaver og vuggestuer kan privatiseres.

Et arbejde, der efterfølgende blev udskudt og derefter bestilt hos et andet konsulentfirma.

/ritzau/