- Jeg synes, det er lidt trist, at Mogens Lykketoft ikke kan få sagt farvel til politik i værdighed.
Sådan lyder det fra tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen Bjarne Corydon, efter det er kommet frem, at Mogens Lykketoft i sin kommende bog 'Erindringer' retter en skarp kritik mod netop Bjarne Corydon.
Heri skriver Mogens Lykketoft, at Bjarne Corydon som finansminister ukritisk deponerede "sin dømmekraft hos regnedrenge og neoliberale frontløbere i Finansministeriet" og blev fortaler for "et bizart apolitisk fænomen, han kaldte "den nødvendige politik".
- Jeg tror aldrig, Corydon kommer til at forstå, hvor langt han var fra at ramme skiven, og hvor stor skade han gjorde på vort parti ved helt konsekvent at forfægte den tilpasning til neoliberal politik, som har slået blandet andet det tyske og hollandske socialdemokrati helt til jorden, skriver Mogens Lykketoft.
Også Bjarne Corydons chef, daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, får hårde ord med på vejen i bogen og beskrives som fejlcastet til opgaven.
Mogens Lykketoft forsøgte af samme grund at få den dengang 27-årige Mette Frederiksen til stille op til formandsposten, hvilket hun dengang takkede nej til.
Stolt af Thorning-regeringens resultater
Bjarne Corydon, der ikke ønsker at blive interviewet, men i stedet har sendt DR Nyheder et skriftligt svar, beskriver, at han som finansminister insisterede på at føre en økonomisk ansvarlig politik ved at samarbejde henover midten.
- Den retning var Lykketoft uenig i. Og han er åbenbart stadig vred over, at det var Helle Thorning-Schmidt, der havde fået partiets og vælgernes mandat til at lægge linjen, forklarer han.
- Personligt er jeg stolt over de resultater, vi leverede i min tid som finansminister; de mange arbejdspladser vi fik skabt og den vælgerfremgang, vi blev belønnet med i 2015. Som bekendt opnåede Socialdemokratiet ikke samme tilslutning ved Folketingsvalget – hverken i 2005 med Lykketoft som formand eller for nylig.
Vil fortsat respektere Lykketoft
Bjarne Corydon finder i sit skriftlige svar dog også plads til at rose Mogens Lykketoft.
- Jeg vil fortsat respektere ham for den modige, men benhårde reform- og privatiseringspolitik, han stod for gennem halvfemserne. Og jeg vil glæde mig til at læse om, hvordan han selv forklarer sin rejse fra den position, til at han i de senere år har udviklet en dyb fascination af tæt samarbejde med den yderste venstrefløj, siger Bjarne Corydon.
Mogens Lykketoft var finansminister fra 1993 til 2000 og stod derfor bag flere store privatiseringer af eksempelvis Datacentralen og TeleDanmark - i dag TDC - samt salget af statens aktiemajoritet i Københavns Lufthavn.
Men hvor de privatiseringer får ros fra Bjarne Corydon, har Mogens Lykketoft i bogen givet dem deres eget afsnit med titlen 'Privatiseringer og andre beslutninger, jeg fortrød' - et afsnit, der består af små tre sider ud af knap 600.
- Vi er heldigvis nu ad lange omveje nået frem til, at pensionsselskaberne selv har bragt TDC tilbage på danske hænder og dansk beskatning. Det fjerner imidlertid ikke vort politiske ansvar for en forkert beslutning i 1997, skriver han.
Med hensyn til de store reformer er Mogens Lykketoft heller ikke entydigt stolt af for eksempel efterlønsindgrebet i 1998.
Indgrebet i sig selv var rigtigt, men han erkender, at partiet "ramte bolden skævt" ved at løbende at afvise, at der var ændringer på vej i efterlønnen.