'Dan-Bunkering-sagen': Forsvarsminister skal svare om jetbrændstof til Syrien

Formand for Forsvarsudvalget vil spørge til Forsvarets samarbejde med Dan-Bunkerings søsterselskab.

Naser Khader, formand for Folketingets Retsudvalg, har bedt om et møde med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i sagen om Dan-Bunkering og jetbrændstof til Syrien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen skal nu forholde sig til det danske firma Dan-Bunkering, der er indblandet i en sag om leverancer af jetbrændstof til russiske kampfly i Syrien.

Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Naser Khader (K), vil have forsvarsministeren i tale, fordi Forsvarets største leverandør af brændstof er Dan-Bunkerings søsterselskab, Unioil Supply. Begge firmaer hører under den danske milliardkoncern Bunker Holding.

- Hvis virksomheden bliver dømt, er den ikke værdig til at handle med det danske forsvar. Vi kan ikke have, at det offentlige Danmark handler med en virksomhed, der bryder sanktioner mod et land, hvor man ved, at der er en blodig borgerkrig, der primært er gået udover civile, siger Naser Khader til DR.

Unioil Supply har en fire-årig aftale med det danske forsvar om at levere brændstof. Aftalen har en værdi på et treciftret millionbeløb om året.

Både Dan-Bunkering og Unioil Supply er en del af den danske millardkoncern Bunker Holding, der har hovedsæde i Middelfart og er ejet af Torben Østergaard-Nielsen (billedet). (Foto: claus fisker © Scanpix)

Klogere på sagen

Erhvervsstyrelsen anmeldte for over to år siden Dan-Bunkering til Statsadvokaten for Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for muligt brud på EU’s sanktioner, der forbyder europæiske virksomheder at sælge, levere, eksportere eller overføre jetbrændstof til brug i Syrien.

I dag ligger sagen hos Fyns Politi, der oplyser, at man er i gang med at undersøge den.

Naser Khader vil blandt adet spørge Claus Hjort Frederiksen, hvad Forsvaret vil gøre, hvis Dan-Bunkering bliver dømt for at overtræde EU's sanktioner i sagen.

- Det er min pligt som formand for Forsvarsudvalget at bede om et møde og blive klogere på den sag og høre, om der er mere, jeg kan få at vide, og hvad man har tænkt sig at gøre fremadrettet, siger han.

Yderligere lys over sagen

Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) udtalte i går, at den vil have en redegørelse fra Unioil Supply om Dan-Bunkerings rolle i leverancer til Syrien.

- Vi er yderst opmærksomme på forhold, som dem DR har præsenteret, og derfor vil vi nu indlede dialog med vores leverandør (Unioil Supply A/S). Det gør vi med det formål at kaste yderligere lys over de forhold, der er blevet anført i jeres dækning, skrev FMI i en mail til DR.

30.000 ton jetbrændstof

DR har de seneste dage fortalt, hvordan Dan-Bunkering spiller en vigtig rolle i en sag om leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til Syrien.

Leverancerne er ifølge eksperter i strid med EU-sanktioner, der gør det forbudt at sælge, levere og overføre jetbrændstof til brug i Syrien.

Historierne bygger på amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Dan-Bunkering er anonymiseret i retsdokumenterne, men DR har gennem en række centrale kilder været i stand til at bekræfte virksomhedens identitet og en række oplysninger om Dan-Bunkerings rolle i sagen.

Dan-Bunkering har ifølge sagens oplysninger skaffet jetbrændstof til et russisk firma, som ifølge russiske myndigheder har forsynet Ruslands kampfly i Syrien. Kampfly, der gennem flere år har fløjet bombetogter til støtte for den syriske præsident Bashar al-Assad. Leverancerne fandt sted i 2016 og 2017.

Du kan se historien i 21 Søndag fra 28. april 2019 i videoen her:

Dan-Bunkering afviser brud på EU-regler

Hverken Dan-Bunkerings ejer, Torben Østergaard-Nielsen, eller andre repræsentanter for virksomheden har ønsket at stille op til interview.

Dan-Bunkerings advokat skriver i en mail til DR, at Dan-Bunkering ikke har handlet i strid med EU-reglerne, ikke har leveret brændstof til en kunde, der er omfattet af EU's sanktionsregler og aldrig har leveret brændstof til Syrien.

Dan-Bunkering har trods gentagne forespørgsler stadig ikke svaret DR på, om de har været involveret i leverancer af jetbrændstof, der via russiske skibe er endt i Syrien.

Men i en pressemeddelelse udsendt 30. april skriver Dan-Bunkering om leverancer til de russiske tankskibe, DR har omtalt. Ifølge Dan-Bunkering stod der ikke i de dokumenter, som kaptajner udveksler når der overføres brændstof mellem skibe, at brændstoffet skulle til Syrien.

Dan-Bunkering er hverken sigtet eller tiltalt i Danmark eller i den amerikanske retssag, der handler om brud på USA's sanktioner.

Facebook
Twitter