Dan Jørgensen ændrer holdning: Vil ikke forbyde minkavl

For tre år siden ville fødevareministeren forbyde minkavl. Det vil han ikke længere, efter han er blevet minister.

Dan Jørgensen overtog ministeriet efter Karen Hækkerup torsdag eftermiddag. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Det tager ikke længe at ændre holdning, når man går fra at være idealistisk europaparlamentariker til minister med ansvar.

Dan Jørgensen (S), der i dag blev fødevareminister har tidligere foreslået at forbyde minkavl. Den holdning har han nu lagt fra sig, kort efter han har sat sig i ministerbilen for første gang.

I 2009, mente han ikke, at det var forsvarligt for dyrevelfærden at avle mink.

- Danmark vil jo gerne være foregangsland, når det handler om dyrevelfærd. Her har vi chancen, spørgsmålet er bare, om hensynet til industrien skal vinde over hensynet til dyrene. Det mener jeg ikke, at det skal, sagde Dan Jørgensen for fire år siden.

Men nu har han altså ændret holdning.

Forslag skudt ned

- Jeg kan sige, at det med minkavl, det er et forslag, som allerede blev skudt ned samme dag, som det blev fremsat. Jeg er ikke sådan en person, der går rundt og beskæftiger mig med ting, der ikke har nogen gang på jord, siger Dan Jørgensen.

Kan du garantere, at du ikke vil forbyde minkavl?

- Ja. Jeg kommer ikke til at forbyde minkavl. Jeg kan ikke forbyde minkavl, siger Dan Jørgensen til DR Nyheder.

Hvorfor?

- Det skal der være et flertal for i givet fald. Men det er slet ikke noget, jeg har ambitioner om, siger han.

En anden rolle

Er en ministerpost værd at opgive sine mærkesager for?

- Nej, men det første man finder ud af, når man bliver politiker, det er, at hvis man er sådan en type politiker, der tror, at man kan få alt i gennem, hvad man ønsker, og ellers vil man ikke være med, så skal man finde sig et andet job. Sådan er det ikke at være minister, siger Dan Jørgensen.

Dan Jørgensen påpeger, at han har foreslået mange ting i de forgangne år, men at han har gjort det i sin egenskab af at være europaparlamentariker, hvor han har foreslået europæisk lovgivning.

- Nu er jeg minister for et erhverv i Danmark, og derfor har jeg selvfølgelig nogle helt andre udgangspunkter nu, siger Dan Jørgensen.

Facebook
Twitter