Dan Jørgensen en kæmpeoverraskelse som ny fødevareminister

Alle nye ministre er nu på plads.

Socialdemokraternes Dan Jørgensen bliver ny fødevareminister. (© DR)

Den nuværende Europaparlamentsmedlem Dan Jørgensen (S) bliver ny fødevareminister. Det erfarer DR Nyheder.

Dermed kommer Socialdemokraterne med en overraskelse i ministerkabalen.

Dan Jørgensen meddelte sidste år, at han vil stille op til Folketinget og dermed forlade Europaparlamentet. Det gør Dan Jørgensen nu før tid.

Rygterne svirrede

Dagen igennem har rygterne om regeringens nye ministre svirret. Og her har Dan Jørgensen ikke været nævnt som nyt ministeremne.

Og det er en overraskelse, at han nu er udnævnt, siger Uffe Tang, DR's politiske redaktør.

- Dan Jørgensen har formået at have en relativt høj profil i partiet, selv om han har siddet i Europaparlamentet. Han har skabt en karriere, selv om han har siddet i parlamentet, og det ser man faktisk ret sjældent. Allerede inden han får et folketingsmandat, får han en ministerplads. Det er en drømmestart for ham, siger Uffe Tang.

Dan Jørgensen overtager Fødevareministerposten fra Karen Hækkerup (S), der kun har siddet på posten siden august 2013. Før det var Karen Hækkerup socialminister.

De nye ministre er:

Karen Hækkerup (S): Bliver nu justitsminister og forlader Fødevareministeriet.

Holger K. Nielsen (SF):

Bliver ny udenrigsminister og forlader Skatteministeriet. Træder samtidig ud af regeringens magtfulde Økonomiudvalg. Den post overtager Pia Olsen Dyhr.

Jonas Dahl (SF):

Indtil nu politisk ordfører for SF. Bliver nu skatteminister.

Dan Jørgensen (S):

EP-medlem for Socialdemokraterne. Bliver nu fødevareminister.

# Ministerrokade