Danmark bør donere F-16-kampfly til Ukraine, mener flere forsvarsordførere

Polen donerede i går som det første Nato-land kampfly til Ukraine, og Danmark bør følge trop, mener flere forsvarsordførere.

Danmark er midt i at udfase F-16-kampflyene. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Forsvaret er i gang med at udfase Danmarks nuværende F-16-kampfly til fordel for de mere moderne F-35-kampfly.

Netop det bør være en oplagt anledning til at se nærmere på, om danske F-16-fly skal skibes afsted mod Ukraine, mener flere forsvarsordførere.

- Vi mener, at vi skal sende vores F-16-fly til Ukraine så snart som muligt, så de kan støtte ukrainernes frihedskamp mod Putins invasion, siger Liberal Alliances forsvardsordfører, Carsten Bach.

Kampfly har stået øverst på ønskelisten hos Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og det ukrainske militær, siden Vesten besluttede at sende kampvogne til det krigshærgede land.

I går blev det første skridt så taget mod at opfylde Ukraines nyeste ønske, da Polen meddelte, at man vil sende fire MiG-kampfly til sit naboland.

I modsætning til Polens MiG-kampfly, så kan en ukrainsk pilot ikke umiddelbart hoppe direkte ind i et F-16-kampfly og betjene det. Ukraine har i forvejen MiG-kampfly, som blev produceret i Sovjetunionen.

Derfor skal ukrainske piloter først trænes i at flyve F-16-flyene.

- Vi opfordrer regeringen til hurtigst muligt at få lavet en plan for, hvordan og hvor hurtigt vi kan sende vores F-16-fly til Ukraine. Den plan kunne jo som det første indeholde træning af ukrainske piloter i Danmark, og så mens vi udfaser vores F-16-fly, sender vi dem til Ukraine i det tempo, vi selv modtager F-35-fly, siger Carsten Bach.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Alex Ahrendtsen, deler holdning med sin kollega fra LA, og mener, at de danske F-16 skal afsted til Ukraine i samme tempo, som vi modtager de nye F-35, og ukrainerne kan flyve F-16-flyene.

Det samme mener Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, der er af den holdning, at F-16-fly til Ukraine "vil være noget af det bedste, vi kunne gøre for at hjælpe Ukraine".

- Jeg synes, at det er oplagt, at de danske F-16-fly, som næsten er udtjent og ikke har særlig mange flyvetimer tilbage, men alligevel er et meget moderne og slagkraftigt våben, bliver sat i brug der, hvor der er allermest brug for dem. Det er i Ukraine, siger Rasmus Jarlov.

Grundstenen til F-35 Campus Skrydstrup blev lagt af kronprins Frederik og daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S). F-35 Campus Skrydstrup bliver basen for de danske F-35-fly, når den efter planen står færdig til sommer. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix)

Lange udsigter

Mens de polske MiG-kampfly er lige til at hoppe i for ukrainerne, så gør det sig altså omvendt gældende ved eventuelle danske F-16-fly.

For det første vil det have lange udsigter, hvis vi først skal udfase F-16-flyene, integrere F-35 i vores eget flyvevåben og træne ukrainerne i F-16, forklarer Kristian Søby Kristensen, der er centerleder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

- Kampfly har et enormt avanceret våbensystem og er også ganske specialiserede, så det er ikke et spørgsmål om at flyve de her fly til Ukraine og så give nøglen til en ukrainsk pilot. Det er en omfattende træningsindsats, der skal til, selv hvis man er en erfaren ukrainsk pilot, før man kan flyve et F-16-fly, siger han.

Og for det andet peger Kristian Søby Kristensen på, at det ukrainske setup skal kunne håndtere F-16-flyene. Både mekanikere og piloter skal uddannes, og der skal være styr på reservedele. Servicen på kampfly er ganske omfattende.

- Det tager lang tid at få på plads, og det tager lang tid at træne piloterne. Det vil være en omfattende og langvarig proces, siger Kristian Søby Kristensen.

Ifølge Forsvarets hjemmeside forventes det, at de første F-35-kampfly lander i Danmark til sommer, når det nye F-35 Campus i Skrydstrup efter planen står færdigt. Derfra vil der ske en løbende levering af F-35 til Danmark, og i 2024 vil flyene overtage det danske afvisningsberedskab, hvis alt går efter planen.

Derfor vil det også skabe huller i det danske Flyvevåben, hvis man sender F-16 afsted før det, pointerer Kristian Søby Kristensen.

- Man kan vælge at sige, at det er vigtigere at sende fly til Ukraine, men det vil under alle omstændigheder efterlade nogle huller, siger han.

Et dansk F-16-fly. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Forsvarsministeren: Vi skal ikke donere kampfly som enkeltland

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) siger, at man fra regeringens side følger situationen tæt og hele tiden vurderer, hvilke bidrag Ukraine har brug for.

- Hvis man skal se på at gå videre i forhold til kampfly, så har vi fra dansk side sagt, at det skal gøres i et samarbejde med andre lande. Derfor synes jeg, at man først og fremmest må følge situationen tæt.

Ændrer det noget, at Polen nu sender kampfly?

- Det gør jo sådan set bare, at der er flere lande, der nu er villige til at gøre endnu mere for at støtte ukrainernes frihedskamp. Det noterer jeg mig selvfølgelig, og det gør, at hvis vi i Danmark kommer til at drøfte kampfly, så kommer vi til at gøre det med andre lande, for Danmark kan ikke gøre det alene, siger Troels Lund Poulsen.

Nogenlunde samme holdning har Radikale Venstre, oplyser forsvarsordfører Sofie Carsten Nielsen.

- Vi skal sende kampfly, hvis det er muligt, og det giver mening, så gerne i en fælles europæisk indsats, lyder det fra hende i en skriftlig kommentar.