Danmark får grønt lys til milliardindkøb af missiler

USA har forhåndsgodkendt en ordre på knap 50 missiler til de danske fregatter. Prisen er en milliard kroner, men de er godt givet ud, vurderer militærforsker.

Her ses den amerikanske destroyer "USS Chung-Hoon" affyre et SM-2-missil under en øvelse 10. november 2015 i Stillehavet. (Foto: Jonathan Jiang © DR ARKIV)

De amerikanske myndigheder har forhåndsgodkendt et salg af op til 50 luftværnsmissiler til det danske forsvar.

Prisen er 152 millioner dollar svarende til en milliard danske kroner, oplyser det amerikanske forsvarsministerium.

Tomme missilrør

Missilerne skal bruges på søværnets tre danske fregatter, der siden søsættelsen i 2010 har sejlet rundt med tomme missilrør.

Danmarks indkøb af missiler
  • Af forsvarsforligsteksten fra januar fremgår det, at Forsvaret skal indkøbe "et antal SM-2-missiler" til de tre danske fregatter, "Iver Huitfeldt", "Peter Willemoes" og "Niels Juel".
  • Prisen er samlet estimeret til en milliard kroner, men kan ende med at blive lavere, når missilerne leveres.
  • Efter planen leveres missilerne fra 2019, men det er Forsvarets forventning, at fregatterne først er fuldt operative i 2023.
  • SM-2-missilerne har en rækkevidde på flere hundrede kilometer og er primært lavet til at skyde fly eller fjendtlige missiler ned med.
  • Sideløbende med indkøbet af SM-2-missilerne skal det undersøges, om Danmark også skal indkøbe det længererækkende og mere moderne SM-6-missil.
  • Begge missiltyper vil kunne affyres fra de danske fregatters nuværende missilaffyringsramper.

Kilder: USA's udenrigsministerium, Forsvaret.

Derfor ser chefen for marinestaben, kontreadmiral Torben Mikkelsen, også frem til at få det nye isenkram.

- De missiler er meget vigtige og vil gøre, at vi kommer i en helt anden liga.

- Man kan sige, at fregatterne hidtil i kraft af sensorer og radarer har haft øjnene til at se langt, men kun våbnene til at forsvare sig selv. Nu får de missiler til at beskytte større flådestyrker og kystnære landområder, siger han.

Fuldender fregatterne

Med en stykpris på et tocifret millionbeløb er det militært isenkram i den dyrere ende, der er på vej til fregatterne.

Alligevel vurderer lederen af Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Henrik Breitenbauch, at indkøbet er det eneste rigtige.

- Missilerne fuldender fregatterne. Uden dem kan de ikke det, de er designet til, nemlig forsvare et meget stort luftrum svarende til nærmest hele Danmark, siger han.

Han medgiver, at en milliard kroner er mange penge for 50 missiler.

- Men når man tænker på, at det faktisk er halvdelen af flåden, der bevæbnes, og husker på, at det jo ikke er meningen, at missilerne rent faktisk skal fyres af, så er det en nødvendig og fornuftig udgift, siger Henrik Breitenbauch.

De amerikanske missiler hedder Standard Missile 2 eller bare SM-2.

Det fremgik af det nye forsvarsforlig fra januar, at "et antal" af netop denne type missiler skulle indkøbes, mens der samtidig sættes gang i forarbejdet til, at Danmark også køber det mere moderne SM-6 samt nogle særlige præcisionsmissiler.

/ritzau/