Danmark ignorerer anbefaling fra racismekommission

Der er ikke sket noget med Europarådets racismekommissions anbefaling om at ændre reglerne for ægtefællesammenføring.

Danmark har levet op til Europarådets kommissions anbefaling om at gøre mere for at få etniske minoriteter ind politiet. (Foto: © Magnus Bjerg, DR Bornholm)

Danmark har ikke gjort noget for at leve op til en af tre topprioriterede anbefalinger, som Europarådets kommission mod racisme og intolerance, ECRI, kom med i en landerapport om Danmark for tre år siden.

Det skriver kommissionen i en netop offentliggjort statusrapport.

Racismekommissionen opfordrede i sin rapport om Danmark i maj 2012 de danske myndigheder til at gennemføre en vidtgående reform af reglerne for ægtefællesammenføring, men siden er intet sket.

Skridt i den rigtige retning

- Det er meget usædvanligt, at et land slet ikke tager nogle skridt overhovedet for at implementere en af ECRI’s prioriterede anbefalinger, siger en talsperson for Europarådet.

Danmark blev også opfordret til at sørge for, at organisationer og andre ikke-statslige aktører, der arbejder imod racisme og intolerance, får penge nok til deres arbejde, ligesom de skulle involveres i et tættere samarbejde med de danske myndigheder.

Her er der taget skridt i den rigtige retning, mener racismekommissionen, der dog kun betragter anbefalingen som delvist gennemført.

Etniske minoriteter er kommet ind i politiet

Den tredje topprioriterede anbefaling er til gengæld ført ud i livet. Danmark blev opfordret til at gøre en større indsats for at rekruttere etniske minoriteter til politiet - og det har Danmark gjort.

Centerleder for Dokumentations og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Niels Erik Hansen, mener ikke, at racismekommissionens anbefalinger er noget, som Danmark tager særlig nøje.

- På mange af de her områder adskiller vi os totalt fra det, vi kender i andre europæiske lande, vi normalt prøver at sammenligne os med, siger Niels Erik Hansen.

Racismekommissionen vil følge op på sine anbefalinger, når den i 2016 besøger Danmark forud for den næste landerapport, der skal ligge klar i 2017.

/ritzau/