Danmark kan blive nødt til at hente fængslede IS-krigere i Syrien

Forsvarsministeren åbner for, at Danmark kan modtage tilfangetagede IS-krigere og retsforfølge dem her i landet.

Danske statsborgere, der har kæmpet for Islamisk Stat, kan ende med at blive stillet for en dansk domstol. Her ses IS-krigere ved Raqqa i Syrien i 2014. (Foto: STRINGER © Scanpix)

En "lille gruppe" danske statsborgere, der har kæmpet for Islamisk Stat, sidder fængslet i Syrien og Irak.

Det oplyser forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen til DR Nyheder, og Danmark kan samtidig blive nødsaget til at hente en eller flere af de fængslede danske Islamisk Stat-krigere hjem og forsøge at retsforfølge dem.

På et møde i Rom i denne uge blandt kernelandene i koalitionen, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak, opfordrede USA’s forsvarsminister, James Mattis, de øvrige koalitionslande til at hjemtage egne statsborgere, der har kæmpet for IS.

Derfor kan Danmark blive nødt til at hente danske IS-krigere hjem, erkender forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Vi arbejder med at finde ud af, hvor mange der er, og så må vi se på deres sager, siger Claus Hjort Frederiksen.

Hjort: Paradoksalt og ynkeligt, hvis de vil hjem

Den amerikanske opfordring til de øvrige koalitionslande kommer i et forsøg på at aflaste koalitionens samarbejdspartner i området, Syriens Demokratiske Styrker (SDF), som i øjeblikket holder hundredvis af såkaldte foreign fighterssom krigsfanger.

Lige nu er vurderingen i Forsvarsministeriet, at der er ”en lille gruppe” danske IS-krigere i fangenskab i Syrien og Irak. Forsvarsministeriet har lige nu ikke et præcist overblik over antallet, og Danmark har så vidt vides endnu ikke modtaget en konkret anmodning om at hente danske statsborgere hjem.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste har omkring 150 danske statsborgere sluttet sig til militante jihadistiske bevægelser i Irak og Syrien siden 2012.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen mener som udgangspunkt, at danske IS-krigere skal retsforfølges i de lande, hvor de har begået forbrydelser, hvilket dog kan vise sig besværligt i det borgerkrigsplagede Syrien.

- De har hugget hoveder af folk, voldtaget kvinder og børn og solgt mennesker. Der er det for mig paradoksalt, hvis de krigere nu gerne vil påberåbe sig de vestlige normer omkring retssikkerhed. For mig er det ynkeligt, hvis de mennesker skulle ønske at få den sikkerhed fra vores vestlige lande, som de så foragteligt har villet nedkæmpe, siger Claus Hjort Frederiksen.

Vil ikke lade en partner i stikken

Den danske forsvarsminister ønsker på den anden side ikke at lade koalitionens samarbejdspartner, SDF, i stikken med de mange krigsfanger.

- Vi har haft et godt samarbejde med SDF, og SDF har ydet en kæmpe indsats i kampen mod ISIL (andet ord for Islamisk Stat, red.). Derfor er et det andet udgangspunkt, at vi skal ikke svigte en samarbejdspartner, og ligesom prøve at fedte det her problem af på dem. Derfor må vi se på de konkrete tilfælde, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Det vil være noget, som Udenrigsministeriet og Justitsministeriet skal behandle efter de almindelige regler. Men jeg vil bare sige: Udgangspunktet er, at de skal strafforfølges der, hvor de har begået forbrydelserne, siger han.

Et andet koalitionsland, Storbritannien, har imidlertid tidligere afvist at hente britiske IS-krigere hjem.

- Jeg mener ikke, at de nogensinde skal have lov at komme ind i dette land igen, sagde Storbritanniens forsvarsminister, Gavin Williamson, ifølge avisen The Telegraph i sidste uge.

- De vendte ryggen til Storbritannien, vores værdier og alt, vi står for. De er det værste af det værste, lød det.

I samme artikel siger en lokal SDF-kommandør, SDF er overvældet over antallet af foreign fightersi deres varetægt og udtrykker samtidig beklagelse over, at ”ingen vil tage dem tilbage”.

Strengest mulige straffe

Den britiske forsvarsministers grundholdning til IS-krigere deles af Claus Hjort Frederiksen, som imidlertid ikke vil afvise, at Danmark henter danske IS-krigere hjem og stiller dem for en domstol.

- Personligt deler jeg opfattelsen, at man ikke bare som en fej hund efter at have begået voldsomme forbrydelser kan begynde at påberåbe sig at have krav på de retssikkerhedsgarantier, man så foragteligt har bekæmpet. Der må der være en konsekvens, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Men vi overholder selvfølgelig de spilleregler, der er på de her områder. Det er derfor, at vi behandler de sager individuelt fra sag til sag, siger han.

Hvordan vil Danmark reagere, hvis vi får en anmodning fra SDF om at tage imod en af vores egne statsborgere, som har kæmpet for IS og nu sidder i fangenskab i Syrien?

- Så vil vi jo selvfølgelig behandle sagen, og vi vil gå efter de strengest mulige straffe til de mennesker.

- Det er jo ikke meningen, at de efter at have hærget og tyranniseret, voldtaget og hugget hoveder af folk bare skal komme til Danmark og så få en lille straf på et år og så slippe ud efter halv tid. Det vil efter min smag være for billigt sluppet, siger Claus Hjort Frederiksen.

En håndfuld formodede syrienkrigere har ellers fået besked på, at de ikke er velkomne tilbage i Danmark. Siden marts 2015 har Udlændingestyrelsen nemlig haft mulighed for at inddrage opholdstilladelser hos formodede syrienkrigere, som er rejst fra Danmark, men som ikke er danske statsborgere.

Facebook
Twitter