Danmark lukker for fly fra Storbritannien

Som følge af det muterede coronavirus i England lukkes luftrummet midlertidigt for alle passagerfly.

Indtil videre har også flere andre lande såsom Holland, Irland, Belgien, Frankrig og Italien meddelt, at de indfører indrejseforbud fra Storbritannien.  (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

Danmark lukker i dag for al flytrafik fra Storbritannien i 48 timer.

Det sker i forsøget på at forhindre en ny virusvariant i at sprede sig. Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Dermed følger Danmark en række andre lande, der i weekenden har standset flytrafik fra Storbritannien.

Forbuddet træder i kraft klokken 10 mandag og gælder foreløbigt frem til den 23. december klokken 10.

Beslutningen er truffet på baggrund af en vurdering fra de danske sundhedsmyndigheder. Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

- Det muterede coronavirus, som hurtigt har bredt sig i London og andre dele af England, kan ifølge sundhedsmyndighederne gøre det sværere at kontrollere smitten.

- Regeringen vælger derfor at lukke for flyvninger fra Storbritannien i 48 timer, så der er mere tid til at vurdere, hvilke tiltag der skal tages, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

Ni tilfælde i Danmark

Søndag lød det fra SF, Dansk Folkeparti og Venstre, at regeringen skulle lukke grænsen til Storbritannien, mens De Radikale og Enhedslisten var mere moderate.

Tidligere i denne uge kunne Statens Serum Institut oplyse, at der i Danmark er blevet påvist ni tilfælde af den nye virusvariant.

Selv om den nye variant menes at sprede sig hurtigere, så er der ikke noget, der foreløbigt tyder på, at den er mere dødelig eller fører til alvorligere sygdomsforløb.

Indtil videre har en række lande såsom Holland, Irland, Belgien, Frankrig og Italien meddelt, at de indfører indrejseforbud fra Storbritannien.

I Frankrig gælder det både for fly, tog og skibstrafik de næste to døgn.

Tyskland har ligeledes meddelt, at man fra natten til mandag stopper for al flytrafik fra Storbritannien.

En af dem, der fik travlt med at komme ud af Storbritannien for at redde julen, var Sisse Jørgensen.

Hun bor og arbejder i London, og skulle egentlig være rejst hjem i dag. En rejseplan, der i løbet af søndagen hurtigt blev ændret.

- Jeg skulle være fløjet hjem i morgen (i dag, red.), men så kunne jeg godt fornemme lidt stress og panik, så jeg prøvede at komme hjem i dag, og så var jeg heldig at kunne komme på flyet her, siger hun fra ankomsthallen i Københavns Lufthavn.

Hun fornemmede, at hun var nødt til at reagere hurtigt, da den britiske premierminister Boris Johnson i løbet af weekenden gik på skærmen og begrænsede briternes juleplaner på grund af den nye virusmutation.

- Jeg hørte om Holland og Belgien og forskellige lande, der lukkede grænserne, og så talte jeg hurtigt med mine forældre og besluttede at komme hjem i dag i stedet, siger Sisse Jørgensen.

Hendes flybillet blev en dyr omgang, fortæller hun, men hun er ikke i tvivl om, at det er det værd at få lov til at fejre jul i Danmark.

- Jeg er megaglad, og nu glæder jeg mig bare til at se min far, der sidder derude og venter på mig, siger Sisse Jørgensen.

Her er, hvad vi ved om den nye virusstamme indtil videre:

  • Mandag 14. december meddelte den britiske regering, at der er fundet en ny variant af covid-19, der går under betegnelsen N501Y.

  • Lørdag viste foreløbige resultater fra en særlig britisk virusgruppe, Nervtag, at den nye variant er op til 70 procent mere smitsom end den gængse covid-19.

  • N501Y ser ikke ud til at være mere dødelig, og den foreløbige konklusion er, at virusvarianten reagerer på vacciner.

  • Britiske eksperter siger, at koncentrationen af varianten er særligt stor i London og det sydøstlige England, hvorfor regeringen søndag beordrede en hård nedlukning af områderne. Folk må ikke forlade området uden særlig tilladelse.

  • Nedlukningen gælder i første omgang til 28. februar, men kan ifølge den britiske sundhedsminister komme til at vare flere måneder.

  • FN's Verdenssundhedsorganisation (WHO) meldte søndag, at den følger situationen, og at man vil iværksætte flere undersøgelser.

  • Ifølge SSI er der ni genetiske ændringer i den nye variants spike-protein. Spike-proteinet sidder på virussets overflade, som virusset bruger til at hæfte sig fast til kroppens celler. Syv af ændringerne er mutationer. I den danske minkvariant, der blev kendt som cluster 5, blev der fundet syv genetiske ændringer.

  • Der er blevet påvist ni tilfælde af den nye virusstamme i Danmark. Af dem var seks i Storkøbenhavn og tre i Nordjylland på samme adresse.

  • Adskillige europæiske lande er ikke stødt på varianten endnu, men flere EU-lande valgte søndag at lukke fly- og togtrafik til og fra Storbritannien.

Kilder: Statens Serum Institut, gov.uk, WHO, Reuters.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk