Danmark modtog 3.500 asylsøgere sidste år

Flest asylansøgere kommer fra Eritrea, men de første ti måneder kom mange fra Georgien.

I december måned blev der registreret 180 asylansøgere, det laveste tal siden juli 2008 (arkivfoto) (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

Især personer fra Eritrea, Syrien og Georgien søgte sidste år asyl i Danmark, viser en foreløbig opgørelser fra Udlændinge- og integrationsministeriet.

Eritrea topper listen over asylansøgere med 656 personer, mens 598 personer fra Syrien og 396 personer fra Georgien bad om beskyttelse i Danmark.

I alt 3.500 personer søgte om asyl i Danmark i 2018, hvilket er på samme niveau som 2017.

Georgien er normalt ikke et land, mange forbinder med flygtninge. I november fik den store stigning i asylansøgere fra Georgien derfor de danske myndigheder til at sætte Georgien på listen over lande, hvis asylansøgere umiddelbart kan afvises.

I årets første ti måneder blev antallet af asylansøgere fra Georgien næsten femdoblet, og georgiere blev den tredjestørste gruppe af asylansøgere efter syrere og eritreere.

Samtidig er politiets sigtelser mod georgiske asylansøgere steget markant.

Fra 43 sigtelser i hele 2017 til 282 sigtelser i perioden fra 1. januar til 27. november sidste år.

I december 2018 blev der registreret ca. 180 asylansøgere. Det er det laveste antal asylansøgere på én måned siden juli 2008.

Danmark modtog sidste år asylansøgninger fra 3500 personer. Det viser en foreløbig opgørelser af asyltallet for 2018 fra Udlændinge- og integrationsministeriet.

I dag kan alle søge spontant asyl i Danmark, hvilket betyder, at Danmark skal behandle asylansøgninger fra mange forskellige lande.

Fakta om asylansøgninger

  • Flest kom fra Eritrea, hvor man tidligere kunne få asyl i Danmark, hvis man risikerede at blive indkaldt til militærtjeneste i landet. En omstridt rapport fra Udlændingestyrelsen konkluderede dog i november 2014, at flygtninge kan vende tilbage til Eritrea, uden at de risikerer tortur eller fængselsstraf.

  • Nummer to på listen er Syrien. Også herfra vil flere måske fremover blive afvist. Ifølge dagbladet Information er Flygtningenævnet måske på vej til at stramme praksis, da urolighederne i landet er på et lavere niveau.

  • Nummer tre på listen er Georgien, der må betegnes som et fredeligt land. Alligevel kom der næsten 400 personer fra Georgien og bad om asyl sidste år, hvilket fik de danske myndigheder til at indføre en straks afvisnings-procedure.

Antal asylansøgere i Danmark fordelt på oprindelseslande:

  • Eritrea: 656

  • Syrien: 598

  • Georgien: 396

  • Iran: 196

  • Marokko: 181

  • Statsløse: 151

  • Irak: 117

  • Afghanistan: 114

  • Somalia: 101

  • Andre lande: 451

Kilder: Udlændinge- og integrationsministeriet.

/ritzau/

Facebook
Twitter