Danmark sender 75 millioner kroner til Sydsudan og Somalia

Flygtningekrisen i Sydsudan er den værste i verden lige nu.

Ulla Tørnæs hilser på Mary Bura, der er flygtet til Kenya fra Sydsudan. (Foto: Jesper Nylander © dr)

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) havde 50 millioner kroner med, da hun i dag besøgte sydsudanesiske flygtninge i Kenya.

Situationen i det borgerkrigshærgede Sydsudan er værre end på noget andet tidspunkt under krigen, og millioner af mennesker har brug for hjælp.

2,4 millioner flygtninge har forladt Sydsudan.

- Siden jeg ankom her har der været sikkert, men i Sydsudan var der så mange, der døde af krig og sult, fortæller flygtningen Mary Bura, som i dag mødte den danske minister.

Værste flygtningekrise

Flygtningekrisen i Sydsudan er den værste i verden lige nu, og der en kronisk mangel på donationer, men nu kommer Danmark altså med en økonomisk håndsrækning.

- Der er op imod 7 millioner sydsudanesere, som er fuldstændig afhængige af international hjælp, ikke mindst fødevarebistand, siger Ulla Tørnæs.

De fleste sydsudanesere flygter til nabolande som Kenya.

- Når de kommer her er de totalt udmattede, og familiemedlemmer er blevet adskilt. Deres helbredstilstand er kritisk, når vi møder dem, fortæller Tayyar Sukru Cansizoglu fra FN's flygtningeorganisation UNHCR.

Penge til integration i nærområde

Pengene fra Danmark skal blandt andet bruges til at integrere flygtningene i de lande, som de er flygtet til.

- Det handler om, at man som flygtninge ikke skal bo i en traditionel flygtningelejr, altså i telte, men at man bliver en integreret del af lokalsamfundet, siger Ulla Tørnæs.

Samtidig med bevillingen til krisen i Sydsudan har regeringen besluttet at give 25 millioner kroner ekstra til Somalia, som er truet af hungersnød på grund af tørke.

Facebook
Twitter