Danmark sender alligevel respiratorer til Italien

13 moderne respiratorer er klar til at blive sendt til Italien, der tidligere har takket nej til gamle respiratorer fra Danmark.

Det er ikke alle type respiratorer, der kan bruges til coronapatienter. Nu sender Danmark nogle nyere maskiner afsted til Italien. (Foto: Miguel Medina © Scanpix)

Det udløste en del kritik, da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) den 8. april tilbød 15-20 respiratorer til Italien som en del af en hjælpepakke, der også inkluderede et udlån af et ubemandet felthospital og en million euro til italiensk Røde Kors.

Respiratorerne fra Forsvaret viste sig at være af ældre dato og for primitive og derfor uanvendelige til coronapatienter.

Respiratorerne blev i Danmark.

Nu er Region Syddanmark så klar til at sende 13 nyere respiratorer afsted, som de italienske myndigheder har takket ja til.

Det fortæller Bjarne Dahler-Eriksen, som er lægefaglig direktør ved Sygehus Sønderjylland og leder af

regionens
intensiv-taskforce.

- Det er nogle moderne respiratorer, som godt kan virke til patienter med svære lungeskader, siger Bjarne Dahl-Eriksen.

- Det er respiratorer, som vi selv ville have brugt i Danmark, hvis vi havde haft brug for dem, siger Bjarne Dahl-Eriksen, der kalder dem langt mere avancerede end de respiratorer, som Italien i første omgang fik tilbudt.

Respiratorerne, der er af modellen Servo-i, giver mulighed for at regulere tryk og iltførsel på mere avanceret vis end de tidligere tilbudte respiratorer.

Danmark har mulighed for at kalde respiratorerne hjem igen, hvis antallet af indlæggelser skulle nå et niveau, hvor der bliver brug for dem herhjemme igen.

"Italiens redningsmand"

Udenrigsminister Jeppe Kofod blev efter det oprindelige tilbud til Italien om de gamle respiraratorer mødt af hård kritik fra flere sider.

Venstres EU-ordfører, Jan E. Jørgensen, var en af de politiske kollegaer, der var mindst imponeret over udenrigsministerens ageren i sagen.

- Meget pinligt at han stiller sig op som Italiens redningsmand og så sender noget ubrugeligt juks. Jeg skal indrømme, at jeg heller ikke vidste så meget om respiratorer, men det går jeg ud fra, at

myndighederne
godt ved. Jeg synes ærlig talt, at det er et mærkeligt signal fra Danmarks side, og jeg er nærmest helt flov, har Jan E. Jørgensen sagt om sagen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod er kaldt i samråd om sagen, hvilket han ifølge eget udsagn glæder sig til. Kritikken synes han til gengæld har været for polemisk.

Til P1 Morgen har han fortalt, at italierne har været glade for den danske hjælp.

- Jeg synes ikke, det er en rigtig måde at italesætte det på. Jeg kan ikke lide sådan en hånlig attitude. Mit indtryk er, at mine italienske kolleger er rigtig glade for det ønske, Danmark havde om at hjælpe og de penge, der kom til Røde Kors.