Danmark sender fire F-16 fly til Baltikum

Danmark skal overvåge luftrummet over Estland, Letland og Litauen med F-16 fly, oplyser udenrigsministeren.

Det er sjette gang siden 2004, at Danmark sender F16-fly til området, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Danmark sender fra næste år fire F-16 jagerfly til Baltikum for at overvåge luftrummet i Estland, Letland og Litauen.

Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

- Vi sender et yderligere flybidrag til de baltiske lande for at overvåge deroppe, siger Anders Samuelsen.

Ministrene orienterede fredag Udenrigspolitisk Nævn om beslutningen.

Desuden sender Danmark et Challenger transportfly til Afrikas Horn og et Challenger fly til Frontex-samarbejdet i Middelhavet.

Danmark vil derudover sende 200 mand til Estland og Polen fra årsskiftet som led i Natos fremskudte forsvar.

Forsvarsministeren afviser, at jagerflyene øger spændingerne med Rusland.

- Det er jo sjette gang siden 2004, vi sender dem derned. Så der er ikke tale om nogen optrapning, siger Claus Hjort Frederiksen.

Udenrigsministeren mener ikke, at Rusland opfatter indsættelsen som et aggressivt skridt mod dem.

Forsvarsministeren advarer mod at falde for russisk propaganda.

Socialdemokratiet støtter aktionen, siger udenrigsordfører Nick Hækkerup.

- Det ligger lige i forlængelse af den tilstedeværelse, vi har haft tidligere med air policing (flyovervågning). Sagen er, at de baltiske lande ikke selv har et luftforsvar, siger Nick Hækkerup.

- Derfor har vi regelmæssigt haft vore F-16 fly ude at hjælpe, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter