Danmark siger ja til gensplejsning

Danmark er for første gang blandt ja-sigerne, når EU's landbrugsministre i næste uge skal tage stilling til gensplejsede afgrøder. Det har et flertal i Folketingets Europaudvalg bestemt. Det er S og R, der har ændret holdning til spørgsmålet.

Der er nu flertal for at tillade en genmodificeret majs (Foto: Lars K. Mikkelsen © Scanpix)

Danmark er for første gang blandt ja-sigerne, når EU's landbrugsministre i næste uge skal tage stilling til gensplejsede afgrøder. Det har et flertal i Folketingets Europaudvalg bestemt.

Holdningsændringen skyldes, at Socialdemokratiet og De Radikale har skiftet kurs i sagen. De to partier mener, at reglerne for sikkerhed og mærkning af gensplejsede afgrøder nu er så gode, at man vil tillade, at en gensplejset majs kan dyrkes i Danmark.

I 1999 var Socialdemokratiets tidligere miljøminister Svend Auken fadder til en tænkepause i hele EU. Men i dag vil Svend Auken på et samråd i Folketinget markere et kursskifte i partiets politik. Dermed er der nu flertal i Folketinget for et begrænset ja til gensplejsede afgrøder.

QuickVote: Gensplejsede planter

EU ophævede tænkepausen sidste år, men siden har et flertal i Folketinget tvunget regeringen til at stemme nej i EU, hver gang der skulle godkendes en gensplejset plante.

Tager stilling fra sag til sag

- Det vi nu siger er, at det er tid til at afslutte tænkepausen herhjemme. De krav vi har stillet til kontrol og mærkning er nu på plads, siger Svend Auken.

Socialdemokraterne vil tage stilling fra sag til sag. I den aktuelle sag vil partiet sikre, at regeringen kan sige ja til at lukke en ny type majs ind i EU. Tilsagnet er er tæt koblet til et krav om, at der skaffes forskningspenge til udvikling af genmodificerede afgrøder i ulandene.

De Radikale har også opgivet den kategoriske modstand mod at tillade genmodificerede planter og fødevarer. SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti er fortsat i mod.

Regeringen glæder sig

Miljøminister Connie Hedegaard glæder sig over det Socialdemokratiske kursskifte.

- Vi skal væk fra rygmarvsreaktionen, hvor man bare siger nej. Det betyder ikke at vi nu bare skal åbne for det hele. Det skal ledsages at et forsøg på at styrke forskningen ikke mindst i forhold til udviklingslandene, siger hun til Politiken.

EU's landbrugsministerrådsmøde finder sted mandag og tirsdag.

Facebook
Twitter