Tema Ny lov om kvoteflygtninge

Danmark står alene med nej til kvoteflygtninge

Andre lande tager imod flere, mens den danske regering lægger op til en permanent mulighed for at sige nej til kvoteflygtninge.

Tirsdag drøfter Folketinget en ny lov, der skal give regeringen lov til hvert år at bestemme, hvor mange kvoteflygtninge under FN, Danmark skal tage. Det er stik imod tendensen i resten af Europa.

Det skriver Kristeligt Dagblad og Information.

Ifølge Kristeligt Dagblad tager andre vesteuropæiske lande markant flere kvoteflygtninge.

Tal fra FN's Flygtningehøjkommissariat viser ifølge avisen, at Storbritannien til og med juli havde modtaget 5230, Frankrig 3640, Sverige 3500, Holland 2708 og Tyskland 2224.

Ny lov om kvoteflygtninge

Med afgørende stemmer fra Socialdemokratiet har Regeringen vedtaget en ny kvoteflygtningeordning. Fremover fastsætter udlændingeministeren antallet af kvoteflygtninge til Danmark, og det må ikke være over 500 årligt. Hidtil har tallet været 1.500 over tre år. DF undlod at stemme. Partiet frygter, at en kommende rød regering vil tage mange flere end nu.

Gå til tema

Frem til og med september i år har EU-landene samlet modtaget 32.911 kvoteflygtninge via FN-systemet. Altså allerede væsentligt flere, end EU-landene modtog i hele 2016.

International kritik

Danmarks nej til kvoteflygtninge er kritiseret både internationalt og nationalt, da kvoteflygtninge via FN er berettigelsen for, at lande som Libanon, Uganda og Pakistan opsamler flygtninge, der så bliver vurderet.

- Genbosætningsprogrammet er afgørende. Det har en række lande i Europa forstået.

- De har øget antallet af kvoteflygtninge, og der er Danmark lidt et enestående tilfælde, som sender det helt forkerte signal på et meget uheldigt tidspunkt, siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Christian Friis Bach til Kristeligt Dagblad.

Hos regeringen har man tidligere argumenteret for et nej til at tage imod 500 kvoteflygtninge om året med, at der er brug for et "pusterum".

- Vi har taget vores del af flygtningestrømmen, især i 2015, så på den ene side har vi brug for et pusterum.

- På den anden side har vi brug for, at det internationale kvotesystem kommer til at fungere, men det forudsætter, at landene er i stand til at integrere de flygtninge, de modtager, siger Marcus Knuth (V) til Kristeligt Dagblad

Han afviser i samme ombæring, at der skulle påhvile Danmark et moralsk ansvar for at tage kvoteflygtninge i samme grad som andre lande.

Eneste land med stop

Oppositionspartiet De Radikale er uenig.

- Internationalt samarbejde kan ikke være bygget på, om der lige sidder en minister af den ene eller anden farve.

- Internationalt samarbejde bygges på, at man forpligter hinanden på nogle opgaver, og det kan man nu ikke regne med, at Danmark står til rådighed for. Det er meget sørgeligt, siger Sofie Carsten Nielsen (R) til Kristeligt Dagblad.

Dansk Folkeparti har endnu ikke bestemt sig for, om man vil stemme for lovforslaget, da partiet frygter, at et regeringsskifte kan føre til, at Danmark taget imod flere kvoteflygtninge.

Ifølge UNHCR, FN's flygtningehøjkommissariat, er Danmark det eneste land i FN, der har indført et stop for kvoteflygtninge.

/ritzau/