Danmark vil bekæmpe IS med 55 mand og en våbentransport

Alle partier undtagen Enhedslisten bakker op om regeringens beslutning om at hjælpe den irakiske regering med våbentransport.

Regeringen vil sende et fly med våben og ammunition til de kurdiske oprørere for at nedkæmpe Islamisk Stat, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Danmark er klar til at sende et Hercules-fly af sted for at nedkæmpe den islamiske terrorgruppe, Islamisk Stat. Flyet skal sandsynligvis bære lette våben og ammunition.

- Vi skal hjælpe med transport af ammunition. FN siger, at det er der, der er størst behov, og her vi kan gøre den største forskel, siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

Våbnene og ammunitionen skal gå til de kurdiske oprørere, der forsøger at nedkæmpe IS.

Flyet klar onsdag

Regeringen vil nu stille et beslutningsforslag, der så skal vedtages i Folketingssalen. Kun Enhedslisten har meddelt, at endnu ikke er klar til at stemme ja.

- Flyvet vil være klar til at gå på vingerne på onsdag, når afstemningen i Folketinget er ovre, siger forsvarsminister, Nicolai Wammen (S).

Men selv om Danmark ikke sender militær derned, så er det ikke en ufarlig mission, vi begiver os ud på.

- Det er ikke uden risiko at sætte et dansk fly ind i missionen i Irak. Der er risiko for, at flyet kan blive beskudt, siger Nicolai Wammen.

Om bord på flyvet vil der være cirka 55 mand. Ud over besætningen vil der være livvagter, der kan forsvare flyvet, hvis det skulle blive angrebet.

Ikke som Irak-krigen

Danmark har tidligere været involveret i militære aktioner i Irak, men denne gang er det meget anderledes, siger Martin Lidegaard.

- Det her minder på ingen måde om Irak-krigen, fordi vi denne gang kun skal støtte den irakiske hær.

Martin Lidegaard vil ikke afvise, at Danmark på et tidspunkt øger engagenmentet i Irak, hvis situationen skulle blive yderligere tilspidset.

- Det er en utrolig vigtig mission, at man med våben og ammunition kan støtte kampen mod IS. Vi tror rent faktisk på, at vi kan gøre en forskel med dette engagement, siger udenrigsministeren.

Facebook
Twitter