Danmarks første klimalov med bindende mål er på plads

Bindende klimalov forpligter siddende og fremtidige regeringer til at arbejde for at reducere CO2-udledningen.

Klimaminister Dan Jørgensen fortæller pressen at Danmarks første klimalov nogensinde er faldet på plads i København fredag den 6. december 2019. (Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix) (Foto: © THOMAS SJØRUP, Scanpix)

Det sidste punktum i aftalen om Danmarks første klimalov nogensinde er sat efter flere ugers forhandlinger.

Der er fredag aften blevet indgået en bred politisk aftale om en klimalov, som skal sikre, at Danmark når i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Klimaloven forpligter siddende og fremtidige regeringer til at arbejde mod dette mål. Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) efter forhandlingerne.

- Jeg er selvfølgelig helt utrolig glad og stolt over, at det er lykkedes at lave en klimalov. Det er en bred lov. 167 af Folketingets mandater står bag den. Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle partier.

- Det her været svære forhandlinger. Det her betyder, at også fremtidige regeringer vil være bundet til 70 procents-målsætningen i 2030, siger Dan Jørgensen.

Bindende delmål

Aftalen er blevet indgået af alle partier i Folketinget bortset fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Liberal Alliance forlod forhandlingerne tidligere fredag aften, fordi et princip om beskæftigelse ifølge partiet ikke er en del af klimaloven.

Klimaloven bliver med bindende delmål. Spørgsmålet om delmål har været et stridspunkt undervejs i forhandlingerne.

- Der vil årligt være opfølgninger for at sikre, at vi er på rette vej. Der skal også sættes et delmål for 2025.

- Vi er blevet enige om, at vi spørger Klimarådet, hvad de anbefaler. På baggrund af det skal et flertal i Folketinget beslutte, hvor et delmål skal ligge, siger Dan Jørgensen. Klimaloven skal efter planen følges op af klimahandlingsplaner i foråret.

/ritzau/