Danmarks største havvindmøllepark skal ligge i Vesterhavet

Vindmølleparken bliver placeret mindst 20 kilometer fra kysten.

Danmarks største havvindmøllepark skal ligge i Vesterhavet. Arkivfoto. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Danmarks største havvindmøllepark skal placeres i Vesterhavet ud for Nissum Fjord.

Det har partierne bag energiaftalen fra sidste år – samtlige af Folketingets partier – netop besluttet.

Havvindmølleparken på 800 megawatt bliver placeret mindst 20 kilometer fra kysten og skal ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) levere strøm svarende til 800.000 husstande forbrug.

Parken får navnet Thor på grund af placeringen tæt på Thorsminde.

Placeringen i Vesterhavet blev valgt i konkurrence med en placering ved Kriegers Flak i Østersøen.

Kan ses fra kysten

Når valget er faldet på placeringen i Vesterhavet, er der ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) flere grunde til det.

- Det er der, den ligger bedst. Det er der, det blæser mest, og der er en rigtig god infrastruktur i forhold til at komme af med strømmen.

- Det er en meget dejlig dag for Danmarks grønne energipolitik. Vi placerer danmarkshistoriens største og en af verdens største havvindmølleparker ud for Lemvig, siger han på et pressemøde.

Med placeringen 20 kilometer fra kysten vil det ifølge ministeren være muligt at se vindmøllerne fra kysten. Det kunne være undgået ved at placere parken længere ude i havet, men her har prisen været afgørende, uddyber ministeren.

- Jo længere en park kommer ud, desto dyrere bliver den. Det er afgørende, at vi sikrer en grøn omstilling, som også er til at betale for den danske befolkning. Vi har valgt den placering, der giver den laveste pris, siger han.

Bred aftale om havvind

Alle Folketingets partier er med i aftalen, og fra oppositionspartierne lyder det, at placeringen af vindmølleparken er et godt skridt på vejen mod en grøn omstilling af den danske elproduktion.

- Det har været vigtigt for os, at vi hurtigt fik sat gang i at få placeret parkerne og gjort dem så store som muligt.

- Det har klimaet brug for, men i virkeligheden har vi også brug for det som land for at vinde kampen om at blive bedst i verden til havvind, lyder det fra Socialdemokratiets energi- og klimeordfører, Jens Joel.

Og SF's formand, Pia Olsen Dyhr, følger op:

- Man skal også vide, at det her er helt nødvendigt. Hvis Danmark skal i mål med sine klimaambitioner, så skal vi op i gear på havvind. Det her er et vigtigt skridt, siger hun.

Hør her, hvad de lokale borgere siger til den nye vindemøllepark.

Første af tre vindmølleparker

Havvindmølleparken er en udløber af den energiaftale, som alle Folketingets partier indgik sidste år. I den aftalte partierne at opføre tre havvindmølleparker i Danmark frem mod 2030.

Havvindmølleparken i Nordsøen bliver den første af de tre parker, og skal efter planen sluttes til elnettet mellem 2024 og 2027.

Hver af parkerne skal levere mindst 800 megawatt og kommer ifølge regeringen til at kunne dække mere end alle danske husstandes strømforbrug.

Vindmølleparken Thor skal nu sendes i udbud i løbet af i år. Energi- Forsynings- og Klimaministeriet vurderer, at opførelsen af parken vil skabe 8.200 jobs.

FacebookTwitter