Danmarks tech-ambassadør får toppost hos Microsoft

Efter godt to år stopper Casper Klynge som verdens første tech-ambassadør.

Casper Klynge forlader posten som Danmarks - og verdens første - techambassadør. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Danmarks digitale diplomat, Casper Klynge, har siden september 2017 forsøgt at få foden indenfor hos de store techgiganter i Silicon Valley som tech-ambassadør - og som den første i verden med den titel.

Men nu hopper han over på den anden side for at indtage en toppost hos en af de helt store spillere i techindustrien - Microsoft.

Han får ansvaret for Microsofts officielle anliggender og politisk arbejde på tværs af landene i Europa, oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

- Europa er en frontløber i at takle nogle af de mest presserende og komplekse teknologiske udfordringer, og Casper Klynge skal sikre, at Microsoft fortsat konstruktivt bidrager til de politiske beslutningstageres arbejde, lyder det heri.

Casper Klynge har en lang karriere i Udenrigsministeriet bag sig og var ambassadør i Indonesien, inden han blev tech-ambassadør.

Hans udnævnelse og oprettelsen af stillingen var et led i den tidligere borgerlige regerings oprustning på det teknologiske område.

Bliver vigtigt bindeled

1. marts flytter Casper Klynge fra Silicon Valley til Bruxelles, som bliver hans nye base.

Samtidig bliver han en del af Microsofts globale ledelsesteam med direkte reference til Microsofts præsident, Brad Smith.

- Gennem sin tidligere rolle bringer Casper ikke bare et solidt indblik i teknologiindustrien, men også betydelig erfaring med at bygge bro mellem regeringer, virksomheder og civilsamfundet, siger Brad Smith om udnævnelsen.

Og det brobygningsarbejde er ifølge den kommende Microsoft-mand en af tidens aller vigtigste opgaver.

- Den digitale tidsalder vil byde på meget markante samfundsforandringer, og der er akut behov for at skabe et tættere samarbejde mellem teknologiindustrien og myndigheder.

- Europa vil fremover spille en nøglerolle i forhold til at definere de rette rammevilkår på teknologiområdet, og sammen med med resten af Microsoft-teamet ser jeg meget frem til at støtte op om det arbejde, siger Casper Klynge.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ikke ønsket at forholde sig til Casper Klynges jobskifte.

DR Nyheder ville ellers gerne have spurgt udenrigsministeren, om Danmark også fremover skal have en tech-ambassadør, og hvem der i givet fald skal overtage posten.

Udenrigsministeriets direktør for organisation og borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, skriver dog i en mail til DR, at 'den teknologiske udvikling ruller videre, så tech-dagsordenen vil også fremover være relevant'.