Dansk Folkeparti får politihestene ud i gaderne igen

Københavns Politi har tidligere afvist at få hestene tilbage - nu skal de primært bruges til ceremonielle opgaver.

Efter fem års fravær vender politihestene tilbage. (Arkivfoto) (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Dansk Folkepartis Peter Kofoed Poulsen kan glæde sig over et tydeligt aftryk i den finanslov, som sent fredag aften blev præsenteret. Han har i flere år kæmpet for at have lyden af hestehove mod asfalten tilbage i gaderne, og forudsat at finansloven bliver vedtaget, kan DFs unge retsordfører notere en sejr i stalden.

Under punktet 'Styrkelse af politi' fremgår det nu, at politihestene skal tilbage. I alt 38 millioner kroner er der afsat til at sørge for et comeback til politiets rytterisektion i de kommende fire år, efter man i december 2012 valgte at nedlægge nedlægge det beredne politi.

- Det er skønt, at de kommer tilbage. De blev afskaffet ved en spareøvelse, da politiet under den forrige regering skulle finde nogle penge, og nu gør vi så skaden god igen. Det er et blandt mange nye tiltag, men jeg ser mange fordele ved politihestene. De kan ses på lang afstand, og de skaber tryghed, siger Peter Kofoed Poulsen.

Ikke som bølgebrydere ved demonstrationer

Men det bliver dog næppe i rollen som bølgebrydere ved demonstrationer eller fredsskabere ved fodbold-uroligheder. I stedet kommer politiheste og ryttere primært at fungere som hyggeligt blikfang. De skal nemlig bruges til 'honorære opgaver' og 'patruljering i turistområder'

Peter Kofod Poulsen ser dog gerne, at politihestene også får mere krævende opgaver.

- I udlandet sparer man politiarbejde ved at sætte hestene ind. De skaber ret stor respekt, når man bruger dem til demonstrationer og fodboldkampe. Og i Tyskland åbner hestene en dør til miljøer, hvor det ellers kan være svært at komme ind. I Hannover, hvor jeg har været, kommer alle skoler på besøg i staldene, og lærer, at politiet er nogle, man kan regne med.

Og selvom der i den nye finanslov kun er lagt op til hyggeopgaver for politihestene, vil Peter Kofod Poulsen arbejde for at få dem anvendt bredere.

- Der kan være nogle særlige forhold, der gør, at de ikke kan bruges i andre sammenhænge. Men jeg så helst, at rytterisektionen lå under Rigspolitiet, og man så kunne rekvirere dem rundt om i landet, når det var aktuelt, eksempelvis i forbindelse med fodboldkampe og demonstrationer.

Manglende begejstring hos politiet

Men spørgsmålet er om politiet er lige så begejstrede som Dansk Folkepartis retsordfører over hestenes comeback i styrken.

Tilbage i august 2016, fik Information således aktindsigt i et notat om 'Eventuel genindførelse af politiheste i Københavns Politi', som Administrationssøjlen i politiets økonomiafdelingen havde udarbejdet, og her faldt vurderingen ikke ud til hestenes fordel.

På fordelssiden stod der stor synlighed og attraktionsværdi ved patruljering i turistområder som for eksempel Strøget, og at politihestene kan indgå i kortegen ved kongelige karetture gennem byen og bidrage med overblik fra hestehøjde.

Men ifølge notatet kan politiet på cykel løse opgaverne i turistområderne mere fleksibelt og billigere. Og når det angår kortegeopgaverne med de kongelige, indgik de ridende betjente ikke tidligere i PET's organisering af sikkerheden.

Og ifølge notatet afviser politiet, at hestene skulle kunne bruges i forbindelse med mere konfronterende opgaver i forbindelse med uroligheder eller til at skabe tryghed i de såkaldt særligt udsatte boligområder.

Formand kan se potentialet

Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, kan godt se potentialet i, at politihestene vender tilbage.

- Det var ikke det, der stod øverst på vores ønskeliste. Men jeg mener sagtens, at vi kan få etableret en god rytterisektion igen i Københavns Politi, og det er et sted, hvor vi er i god dialog med befolkningen, og den er meget vigtig. Det er spændende for børn, når vi kommer med hestene, og det er noget, som folk godt kan lide. Og vi er helt afhængige af befolkningens ønske om at hjælpe politiet med anmeldelser og tips om, hvor der foregår kriminalitet.

Under alle omstændigheder bliver det dog ikke fra nytår, at danskerne igen skal vænne sig til at se ridende politi i bybilledet. Det tager nemlig noget tid at træne hestene til opgaverne, ligesom man også først skal finde nye ridende betjente.

Ifølge Per Thuesen, bestyrelsesmedlem fra foreningen Politihestens Venner, som har lobbyet for at få hestene tilbage, tager det normalt et år til halvandet, før en politihest er trænet og klar til at blive brugt, alt afhængig af opgavernes karakter.