Dansk Folkeparti sluger minusvækst i kommunerne efter hårdt slagsmål

Selvom DF gik til valg på flere penge til velfærd, har partiet nu stemt for minusvækst i kommunerne.

Finansordfører for Dansk Folkeparti René Christensen (DF) får kritik for at stemme for omprioriteringsbidraget, der vil give minusvækst i kommunerne. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Der var drøje hug til Dansk Folkeparti fra den røde opposition, da dele af regeringens finanslovsforslag tidligere i dag blev behandlet i Folketingssalen.

Særligt Socialdemokraterne førte sig frem og anklagede DF for at lægge stemmer til markante forringelser af den helt nære velfærd.

Kritikken er kommet, fordi DF støtter regeringens forslag om indføre et såkaldt omprioriteringsbidrag, der betyder, at kommunerne skal aflevere én procent af budgettet næste år.

Helt konkret vil kommunerne skulle spare 2,4 milliarder kroner i 2017.

Koordineret kampagne fra S

Socialdemokraterne havde før fredagens behandling stillet et ændringsforslag til budgetloven, der skulle afværge minusvækst i kommunerne.

Og fra morgenstunden pressede rød blok yderligere på for et DF-nej ved at lancere en omfattende kampagne på de sociale medier. Kun ét folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti skulle stemme for, før at der var flertal for forslagt, lod kampagnen forstå.

Men i sidste ende var det til ingen verdens nytte. Dansk Folkeparti stemte nej til ændringsforslaget.

- Vi tager gerne det ansvar på os at lave et omprioriteringsbidrag for derefter at få et mere lige Danmark. Og ja, der vil være kommuner, eksempelvis Gentofte, som vil opleve, at de får lidt mindre. Og så vil der være kommuner som Langeland, der vil opleve, at de får lidt mere, lød det fra DF' finansordfører René Christensen fra Folketingets talerstol.

Her stod han som en af de eneste fra partiet. Ingen fra Dansk Folkepartis ledelse dukkede op i salen.

LA, V og K vil bruge penge på skattelettelser

Dansk Folkepartis argument for at støtte omprioriteringsbidraget har hele tiden været, at aftalen indebærer, at pengene bliver øremærket til velfærd og de kommuner, der har mest brug for dem.

Men i salen bemærkede Socialdemokraterne igen og igen, at det ikke står konkret i aftaleteksten, hvad pengene helt præcist skal bruges til, og at de frygter, at de vil blive brugt på skattelettelser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har da også gjort klart, at skattelettelser er hans mål med omprioriteringsbidraget. De Konservative og Liberal Alliance ønsker at bruge pengene på afgifts- og skattenedsættelser.

Fra Folketingets talerstol lød det fra Venstres finansordfører Jacob Jensen:

- Det, at folk får flere penge, er også velfærd, sagde han.

René Christensen gentog dog flere gange, at det bestemt ikke er noget, Dansk Folkeparti vil gå med til. I stedet ser Dansk Folkeparti omprioriteringsbidraget som en mulighed for at få et "mere lige Danmark".

- Hvis man ser på, hvad kommunerne bruger deres økonomi på, så er der andre muligheder. Hvordan kan det være, at nogle kommuner kan sige, at 'vi kan kun finde penge (besparelser, red.) på børne- og ældreområdet', men også kan være med til at støtte superligafodbold og alt muligt andet:

- Det kan man godt finde penge til, men den nære velfærd kan man ikke skaffe midlerne til. Det er rystende at være vidne til, og det ansvar er vi desværre nødt til at påtage os, sagde René Christensen.

DF'er skal spare i eget byråd

Dansk Folkeparti er et af de partier i Folketinget, hvor flest af deres medlemmer også har pladser i lokale byråd og regionsråd. Én er af dem er klimaordfører Mikkel Dencker (DF), der også sidder i Hvidovre Byråd.

Her skal han være med til eksekvere de besparelser, som omprioriteringsbidraget medfører. På trods af det har han ikke overvejet at stemme for rød bloks ændringsforslag:

- Regeringen og KL har aftalt det her omprioriteringsbidrag, og det er rigtigt, at der tager man en stor del af pengene, men man tilbagefører dem til kommunerne igen.

Rød blok mener, at den her finanslov skaber minusvækst i kommunerne. Går du ind for minusvækst i kommunerne?

- Nej, og det er jo også derfor, at vi i Dansk Folkeparti har lagt os i selen for at få den her værdighedsmilliard til ældreområdet. Vi modarbejder aktivt minusvækst.

Dansk Folkepartis Mikkel Dencker. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hvordan kan du sidde herinde i Folketinget og stemme for, at dit eget byråd skal spare millioner?

- Det er jo en aftale, som KL og regeringen har indgået. Og når man laver sådan en aftale, så bakker vi op. Og det er jo noget, som KL har valgt at gøre helt frivilligt.

Men hvis du som DF’er og byrådsmedlem ikke går ind for de her besparelser, hvorfor stemmer du så ikke for rød bloks forslag?

Dencker: Besparelser kan ske uden forringet velfærd

- Alle partier i Folketinget accepterer og anerkender jo, at der er det her aftalesystem mellem regeringen og KL. Og den frihed skal de have, også selvom man måske ikke synes, at indholdet i aftalen er særlig god. Og det vil jeg da godt sige, at det synes jeg ikke, at den er, siger Mikkel Dencker.

Hvor skal I finde de her besparelser i Hvidovre Kommune?

- Der er der endnu ikke taget stilling til. Vi har allerede gennemført besparelser på to procent på flere områder de sidste år, uden der er sket forværringer på ældreområdet, så det kan man også godt, siger DF'eren.

Mikkel Dencker mener godt, at der kan findes yderligere besparelser ved ’rationaliseringer’ uden, at det berører ældreområdet og andet ’kernevelfærd’.

Vil du garantere, at der med omprioriteringsbidraget ikke bliver lavet besparelser på velfærd i Hvidovre Kommune?

- Jeg kan aldrig garantere noget, men jeg kan garantere, at vi vil gøre alt for det ikke sker, siger Mikkel Dencker.

Facebook
Twitter