79-årige Mogens Camres tweet om jøder, muslimer og Hitler var racistisk og strafbart. Det har en enig Østre Landsret netop afgjort i en ankesag mod DF-politikeren.
Mogens Camre, der er tidligere medlem af EU-parlamentet og nuværende byrådsmedlem for partiet, straffes med en bøde på 8.000 kroner.
Baggrunden for straffen er et tweet fra juli 2014, hvor Camre skrev følgende:
- Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.
Mogens Camre har under sagen forklaret, at hans tweet kun nåede ud til hans dengang 67 følgere på det sociale medie. Tweetet var dog offentligt og kunne læses af enhver.
Racisme-dømt i byretten
Dermed stadfæster Østre Landsret dommen fra Retten i Glostrup, der tilbage i august fandt Camre skyldig i at have overtrådt straffelovens racismeparagraf.
Mogens Camre har efter sagen kom for retten valgt at slette sin Twitterprofil. Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, har tidligere understreget, at sagen ikke får nogen konsekvenser for Mogens Camres medlemsskab af Dansk Folkeparti.