Dansk Folkepartis Ungdom undskylder 'neger-joke'

Ungdomspartiet undskylder, at de på Folkemødet har brugt ordet "negro" i en sang om USA's præsident Barack Obama. Sangen skulle være en sjov reference til en tidligere sag om selvsamme ord, lyder det i undskyldningen.

Dansk Folkepartis Ungdom har undskyldt, at de brugte ordet "negro" i en fællessang på Folkemødet på Bornholm, efter sangen er faldet flere for brystet. Her er det en plakat fra moderpartiet Dansk Folkeparti. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Da Dansk Folkepartis Søren Espersen for nyligt valgte at omtale USA's præsident Barack Obama som "den første neger i det amerikanske præsidentembede", fulgte en større politisk debat.

Blandt andet valgte socialdemokraten Jeppe Kofod i et tweet at oversætte det danske ord "neger" til det på engelsk kontroversielle ord "nigger".

Hele miseren fik for en kort stund Søren Espersen til at aflyse en planlagt USA-tur sammen med Udenrigspolitisk Nævn, og efter flere dages ophedet debat valgte Jeppe Kofod at rette sit tweet til det mere korrekt oversatte "negro".

Det holdt dog ikke Dansk Folkepartis Ungdom fra at bringe debatten op igen, da de sang fællessang på det netop overståede Folkemøde på Bornholm - en fællessang, der er faldet flere for brystet, blandt andet journalist og debattør David Trads, der deler oplevelsen på sin Facebook.

- There is Obama, and he's a negro (Der er Obama, og han er en neger, red.), lød en af sangstroferne i fællessangen, der også hyldede Donald Trump, som formentlig bliver Republikanernes præsidentkandidat til præsidentvalget i november.

Det skriver David Trads på sin Facebook. Her nævner han også, at "en en forstenet Rufus Gifford, USA's ambassadør (i Danmark, red.), var tvunget til at lytte med."

- Det er, desværre, et godt eksempel på, hvordan 'tonen' i debatten forpestes, når selv dem, som bærer de gyldne kæder (...) insisterer på at mobbe minoriteter - for det legitimerer, at deres følgere fortsætter og forværrer kursen. fortsætter David Trads på sin Facebook, mens han skriver, at han håber, at Dansk Folkeparti vil undskylde og tage afstand fra sit ungdomspartis opførsel.

DFU: Ville ikke såre ambassadøren

I dag kom undskyldningen så - dog fra ungdomspartiet selv.

I en statusopdatering på Dansk Folkepartis Ungdoms Facebook, skriver ungdomspartiet, at de "inderligt fortryder" at have brugt ordet "negro" i et forsøg på at være humoristiske i forbindelse med sagen mellem Søren Espersen og Jeppe Kofod.

- Det var ikke meningen at såre eller støde den amerikanske ambassadør, Obamas ven igennem mange år, og jeg fortryder bittert, at vi brugte det ordvalg, der skulle have været en sjov reference, men som er blevet misforstået og har gjort mere skade end gavn, lyder det fra ungdomspartiets formand, Lucas Hultgren, i statusopdateringen.

Facebook
Twitter