Dansk it-virksomhed får stor opgave: Skal hjælpe Skat med at kradse gæld ind

Den danske virksomhed Netcompany har vundet udbud om at bygge første fase af Skats nye inddrivelsessystem.

Systemet til at kradse penge ind fra borgere, der har gæld til det offentlige, har været igennem flere skandaler. Nu skal et dansk firma bygge det nye system. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det bliver en dansk virksomhed, der skal hjælpe Skat med at få opbygget et nyt og effektivt it-system til inddrivelse.

Det oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V), efter at udbuddet om at bygge første fase af det nye system for inddrivelse af offentlige restancer er afsluttet. Vinderen blev danske Netcompany.

Skatteminister Karsten Lauritzen siger:

- Vi står over for en stor udfordring med, at danskernes gæld til det offentlige vokser langt mere, end vi i øjeblikket kan inddrive manuelt. Nu tager vi et vigtigt skridt hen imod en ny og mere effektiv gældsinddrivelse.

Det nye system skal afløse det fejlslagne it-system Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI). Det nye it-system skal ifølge skatteministeren stå for en automatisk inddrivelse af skyldnernes gæld efter en helt ny fremgangsmåde.

- For mig som skatteminister er det afgørende, at vi aldrig gentager fortidens fejl, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

/ritzau/

Facebook
Twitter