Dansk IS-kriger vil hjem til Danmark med sine to børn og gravide kone

En 30-årig mand, som i 2013 rejste til Syrien og kæmpede for Islamisk Stat, vil hjem til Danmark med familien.

En dansker, der har kæmpet for Islamisk Stat gennem en årrække, vil hjem til Danmark. (arkivfoto) (Foto: STRINGER © Scanpix)

En 30-årig dansk mand, der i årevis har kæmpet for Islamisk Stat (IS), vil hjem til Danmark med sine to børn og gravide hustru.

Jacob El-Ali rejste fra sit hjem i Danmark 2. september 2013, og siden da har han opholdt sig i det krigshærgede land, hvor han har stiftet familie. Han har to børn på henholdsvis et og to år med en kvinde, der har mistet livet.

Han er siden blevet gift igen, og hans nye hustru venter tvillinger. Det er både kone og snart fire børn, som han ønsker at få med sig til Danmark, men det er svært.

- Min advokat kæmper for at få mig hjem, men det ser ud til, at de (danske myndigheder, red.) bare vil have mig til at blive her, siger han til Berlingske.

Han fortæller selv, at han blev tvunget til at tjene IS, men at det lykkedes ham at undslippe i 2016.

Flere gange har han angiveligt forsøgt at melde sig ved grænsen til Tyrkiet, ligesom han har kontaktet de danske myndigheder.

Selv om han ved, at der kan vente ham en retssag for hans handlinger i Syrien, hvis han lander på dansk jord, vil han gerne hjem.

'Et langt, sejt forløb'

Første gang advokat Mette Grith Stage tog kontakt til myndighederne for at få sin klient Jacob El-Ali hjem fra Syrien, var i september 2017.

Hun henvendte sig til Københavns Politi, da hendes klient havde problemer med at blive anholdt.

- Hver gang han blev tilbageholdt ved grænsen til Tyrkiet gik der ikke mere end et par timer, før han blev sendt tilbage til Syrien.

- Også selv om han sagde, at han var internationalt efterlyst, siger advokaten.

- Jeg kan bare konstatere, at det har været et langt, sejt forløb, siger Mette Grith Stage.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har tidligere udtalt, at det ikke er muligt at nægte danskere at rejse ind i Danmark.

Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) er mindst 150 personer rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at kæmpe for militante islamistiske grupper.

Omkring 40 voksne befinder sig stadig i konfliktområderne, vurderer efterretningstjenesten.

/ritzau/

Opdateret med citater fra advokat Mette Grith Stage.

Facebook
Twitter