Statsminister Helle Thorning-Schmidt giver køb på nordiske kerneværdier, når hun undlader at skrive under på en erklæring, hvor Nordens øvrige socialdemokratiske ledere fordømmer Israels handlinger i Gaza.
Det mener formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed, efter at Thorning som den eneste socialdemokratiske leder i Norden har sagt nej til at skrive under på udtalelsen.
- Det er nordiske værdier, som er kendt over hele verden, og som palæstinenserne til alle tider har sat pris på. Især på den humanitære og diplomatiske front, siger Fathi El-Abed.
Regeringen følger EU
Fathi El-Abed kalder det "sørgeligt, uforståeligt og i sidste ende forkasteligt", at Helle Thorning-Schmidt ikke vil være med til at fordømme Israels fortsatte bombardementer af Gazastriben, hvor flere end 1100 palæstinensere i løbet af de seneste tre uger har mistet livet.
- Det er et stort signal at sende til den arabiske verden, palæstinenserne og resten af verden om, at Danmark igen står alene og ikke er med i den konsensus, som nordiske lande på tværs af politiske partier til tider indgår om den ulykkelige Israel-Palæstina-konflikt, siger Fathi El-Abed.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt til kritikken.
Socialdemokraternes fungerende politiske ordfører, Ane Halsboe-Jørgensen, siger dog, at den danske regering følger EU's linje om konflikten i Mellemøsten. EU har ikke fordømt Israel, som de nordiske socialdemokrater gør.
- De konklusioner, der ligger på EU-niveau, er dem, regeringen har valgt at bakke op om, og der føler man sig dækket ind, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Danmark på afveje
Men selvom Helle Thorning-Schmidt er eneste socialdemokratiske regeringschef i Norden og dermed har andre forpligtelser over for blandt andet EU end sine nordiske partifæller, så gør den danske regering langt fra nok for at sige fra over for Israels bombardementer i Gaza, mener Fathi El-Abed.
- Det er ikke tilstrækkeligt. I resten af verden og ikke mindst i Mellemøsten anses Norden for verdens samvittighed, og når Danmark står uden for en simpel erklæring, som ikke rigtig gør noget ondt mod Israel, synes jeg, man er på afveje, siger Fathi El-Abed.
Erklæringen fra de socialdemokratiske partiformænd Jonas Gahr Støre, Stefan Löfven, Antti Rinne og Arni Pall Arnason fra henholdsvis Norge, Sverige, Finland og Island kan læses her (på norsk).
DR forsøger at få en kommentar fra den israelske ambassadør i Danmark, Barukh Binah.