Danske politikere klar til at sanktionere mod Putins venner

Russiske rigmænd og oligarker skal rammes økonomisk efter Ruslands mulige giftangreb i England, mener en række partier.

Et bredt flertal i Folketinget ser positivt på at indføre sanktioner mod russiske rigmænd tæt på præsident Vladimir Putin, som her ses med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2011. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

For at ramme Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal man gå efter hans venner og allierede i form af rige russiske forretningsmænd og oligarker.

Sådan lyder det fra en række af Folketingets større partier.

Og i forlængelse af giftangrebet på den russiske eksspion Sergej Skripal og hans datter Julia i den engelske by Salisbury, som Storbritannien beskylder Rusland for at stå bag, bør Danmark netop indføre sanktioner mod særligt udvalgte russere tæt på Putin.

Det mener Venstre, som foreslår at indføre en såkaldt Magnitsky-lov i Danmark. Loven, som USA eksempelvis indførte i 2012, går kort fortalt ud på, at man blandt andet kan indefryse russiske rigmænds værdier og vedtage indrejseforbud for navngivne personer.

- Formålet er at trække en streg i sandet og sige, at den måde, som det russiske regime har ageret i det seneste år, ikke mindst med det seneste giftangreb i England, må have konsekvenser, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V).

- Putin kan kun være præsident, fordi en masse stærke, rige mænd holder ham ved magten. Der kan man sørge for, at de ikke får lov at bruge alle deres mange milliarder i Vesten, som de ellers gerne vil, siger han.

Har du en ide om, hvor mange russiske penge, der er i Danmark?

- Nej, det er for tidligt at konkludere endnu. Nu starter vi processen op, og det første vi gør er at holde en officiel høring i Folketingets Udenrigsudvalg, hvor vi kan gå mere i dybden med, hvordan omfanget er. Så er det mit håb, at der vil være et bredt flertal i Folketinget, måske endda enighed, som vil indføre det her på linje med mange andre europæiske lande, siger Michael Aastrup Jensen.

S og DF: Briterne skal gå forrest

Noget tyder på, at Venstre-ordførerens håb om bred enighed kan blive til virkelighed.

I hvert fald erklærer Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, sig klar til at indføre sanktioner mod Rusland.

Men briterne skal tage initiativet og bede om hjælp fra Danmark først, lyder det fra både S og DF.

- Vores solidaritet er med briterne, og hvis de henvender sig til Danmark og siger, at der er behov for, at vi står sammen og laver sanktioner overfor russerne, så er det Socialdemokratiets opfattelse, at det skal vi gøre, siger udenrigsordfører Nick Hækkerup.

Danske sanktioner mod Rusland kan ifølge S-ordføreren både bestå af målrettede sanktioner mod rige russere tæt på Putin eller bredere handelssanktioner mod Rusland - afhængig af, hvad briterne beder os om.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er helt på linje.

- Også selvom vi af princip er modstander af handelssanktioner, fordi det i høj grad kun rammer dansk erhvervsliv. Men i denne situation synes jeg, at briterne må angive, hvad de ønsker af støtte, og så må vi følge det, siger Søren Espersen.

Samuelsen afviser dansk enegang

Selvom udenrigsordføreren fra regeringspartiet Venstre taler særdeles varmt for at indføre en dansk Magnitsky-lov, vil udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ikke gå lige så langt på nuværende tidspunkt.

Vi skal afvente briternes ønsker og i første omgang fastslå, at vi støtter dem politisk, lyder det fra udenrigsministeren.

- Det er rigtig vigtigt at anerkende, at det er briterne, der har været udsat for noget helt uhørt her, siger Anders Samuelsen.

- Derfor er det meget vigtigt at have en tæt dialog med briterne om, hvad der er det rigtige svar, og at vi ikke begynder at gøre noget ensidigt fra dansk side, siger udenrigsministeren.

Hvad med beviserne?

De Radikales udenrigsordfører, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, mener ligesom Venstre ikke, at Danmark behøver vente på en anmodning fra Storbritannien, før vi kan vedtage en Magnitsky-lov.

Der er dog en række ”tekniske og juridiske spørgsmål”, som skal afklares, før vi vedtager sanktioner, mener Martin Lidegaard.

Han ser derfor frem til en høring om emnet i Folketinget, så politikerne kan finde den rigtige form til en dansk version af en Magnitsky-lov.

- Det handler om, hvordan man får bevist, at personer i andre lande har medvirket til enten overgreb på menneskerettigheder, likvideringer eller har begået massiv korruption og taget penge ud af landet, siger Martin Lidegaard.

- Jeg er simpelthen nysgerrig efter, hvordan man sikrer, at vi får fat i de rigtige folk og kan bevise, at de rigtige folk står på listen. Men når andre lande kan, hvorfor skulle Danmark så ikke kunne?

Facebook
Twitter