Tema Trump og Israel

Danske politikere kritiserer Trump: Israel-planer er en potentiel bombe under freden

Danmarks ambassade forbliver i Tel Aviv, lyder det samstemmende fra V, SF og S.

- Det er på tide, at vi anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, siger Donald Trump på et pressemøde her til aften. (Foto: Kevin Lamarque © Scanpix)

Der er meget skarp kritik fra flere danske partier oven på, at præsident Trump her til aften har meddelt, at USA nu anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og at de nu går i gang med at rykke landets ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

- Vi taler om en atombombe, som han potentielt kaster ind i en meget anspændt situation, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Det er dybt alvorligt, fordi Israel nu mener og føler, at de næsten kan gøre alt med amerikansk opbakning.

Holger K. Nielsen

Holger K. Nielsen, udenrigsordfører fra SF, er også skarp i sin kritik.

- Det er kontraproduktivt i forhold til at få fred mellem de to parter og et udtryk for, at USA helt entydigt tager stilling til fordel for Israel, siger han.

Udmeldingen fra Donald Trump var ikke overraskende, eftersom en talsperson for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, i går oplyste, at den amerikanske præsident havde fortalt den palæstinensiske leder om sine planer om at flytte ambassaden til Jerusalem.

Flytningen af ambassaden er et brud på årtiers amerikansk politik på området, og mange mener, at det er en anerkendelse af Israels ret til at gøre krav på Jerusalem.

- Når USA kommer med den her ensidige anerkendelse, så gør det sværere at finde en løsning på, hvordan fredsprocessen skal håndteres fremadrettet, siger Nick Hækkerup, udenrigsordfører for Socialdemokratiet.

Ifølge SF er det en klar stillingtagen til Israels ret til Jerusalem:

- Det er dybt alvorligt, fordi Israel nu mener og føler, at de næsten kan gøre alt med amerikansk opbakning, siger Holger K. Nielsen fra Socialistisk Folkeparti.

Danmark skal ikke samme vej

USA har indtil nu ment, at Tel Aviv var Israels hovedstad. Samme politik har vi Danmark, og den skal der ikke laves om på, hvis det står til Venstre og SF.

Danmark skal nemlig træde varsomt i netop spørgsmålet om Jerusalem, da det er et af de mest betændte emner i processen for en varig fred mellem parterne, lyder det fra Venstre.

Der er mange, der vil føle det som en kniv i ryggen.

Michael Aastrup Jensen, Venstre

- Vi mener det, vi hele tiden har ment. Der skal være en to-stats-løsning mellem Israel og Palæstina. Der skal forhandles om, hvad Jerusalem skal og ikke skal. Jerusalem har været en by, som i mange årtiet har været delt, og derfor er det ikke sikret, at den skal være 100 procent hovedstad for Israel, siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen.

Holger K. Nielsen er enig:

- Jeg mener, at Danmark meget klart skal tilkendegive, at Jerusalems status skal forhandles mellem de to parter. Det går ikke, at man fra USA's side entydigt siger, at Jerusalem er Israels hovedstad, siger udenrigsordføreren.

En kniv i ryggen på palæstinenserne

Flere steder i Mellemøsten er befolkningen allerede gået på gaden for at vise deres utilfredshed med USA's planer.

Beslutningen kan nemlig være med til at få følelserne i kog i befolkningerne, mener Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

- Jeg mener helt klart, at det har potentiale til at være ekstremt skadeligt for hele fredsprocessen, og samtidigt er der stor risiko for, at der kan komme uro ved demonstrationer. Der er mange, der vil føle det som en kniv i ryggen, siger han.

Der har ikke ligget ambassader i Jerusalem i flere år, men nu er diskussionen om, hvorvidt den amerikanske skal flyttes igen blusset op.

Holger K. Nielsen fra SF mener, at det kan få længerevarende konsekvenser for fredsprocessen.

- Jeg er bange for, at der kan ske en yderligere radikalisering af palæstinenserne. Der er moderate palæstinensere, som ønsker at forhandle. De bliver hele tiden faldet i ryggen af USA og den israelske regering.

Venstres og SF's dystre forudsigelser falder fint i tråd med de reaktioner, der har været blandt ledere i Mellemøsten forud for Trumps pressemøde.

Tyrkiet og Iran har advaret om, at en flytning af ambassaden vil skabe vrede blandt muslimer og gøre problemerne i regionen "uløselige", som Tyrkiets premierminister Binali Yildirim har beskrevet det.

Irans religiøse leder, Ali Khamenei, udtrykte også vrede over planerne og sagde, at det ville være et tegn på "inkompetence og en fiasko" fra Donald Trumps side.

I Europa og resten af verden har der også været bekymring for Trumps beslutning. Forud for pressemødet udtrykte Pave Frans "dyb bekymring" og både Rusland og Kina understregede, at det var vigtigt at sikre fred, ro og dialog i regionen.

Også EU's udenrigschef, Federica Mogherini, har talt med USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, for at forsøge at tale Donald Trump fra planen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har her til aften ikke ønsket at udtale sig om Donald Trumps beslutning.