Danske politikere tvivler på at valg i Tyrkiet bliver demokratisk

- Når man fængsler journalister, som er kritiske overfor styret, er der ikke tale om reel demokrati, siger Søren Espersen fra DF.

Søren Espersen (DF) mener, at forløbet op til folkeafstemningen i Tyrkiet viser, at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

I morgen stemmer den tyrkiske befolkning om, hvorvidt der skal laves om på landets forfatning, så præsidentembedet får mere magt på bekostning af parlamentet.

Men Recep Tayyib Erdogans kurs over for pressefrihed, journalister og ikke mindst oppositionspolitikerne i landet, får flere af vores politikere herhjemme til at tvivle på, om folkeafstemningen i morgen overhovedet kan kaldes demokratisk.

- Problemet er, at vi står i en situation, hvor oppositionen er blevet undertrykt, hvor journalister og oppositionspolitikere er blevet fængslet, og hvor kritiske medier er blevet lukket. Det ville man ikke kalde et demokratisk valg efter vores almindelige danske standarder, lyder det fra Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

Han bliver bakket op af Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, der "er meget bekymret for hvor, demokratisk afstemningen bliver."

- Tyrkiet hører ikke hjemme i EU

Heller ikke udenrigsordføreren i Dansk Folkeparti, Søren Espersen, tror på et demokratisk valg i Tyrkiet i morgen.

Han mener endvidere, at forløbet op til folkeafstemningen understreger, at Tyrkiet ikke hører hjemme i EU.

- Når man fængsler journalister, som er kritiske over for styret, når man lukker aviser, som generer styret, så er der jo ikke tale om reel demokrati i forhold til en valghandling. Alle i den vestlige verden bør sige, at Tyrkiet ikke skal eller kan blive medlem af EU - det må være på tide at sige det nu, siger han.

Tyrkiet indledte officielt optagelsessamtaler med i EU i 2005, men forhandlingerne har de sidste mange år stået stille stille - blandt andet fordi flere EU-lande ikke mener, at Tyrkiet opfylder de såkaldte 'Københavner-kriterier' om demokrati, respekt for menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal.

Recep Tayyib Erdogan har været ved magten i Tyrkiet siden i 2003. Først som premierminister og siden 2014 som præsident.

Facebook
Twitter