Danskerne lider af politikerlede

Danskerne er trætte af deres politikere. Det viser en meningsmåling lavet af Epinion for DR Nyheder: Politikerne er kun interesseret i magten.

Folketingspolitikerne vil have magt for magtens skyld (© Folketinget)

Vælgerne - både fra rød og blå blok - er for en gangs skyld enige; eller rettere næsten enige, om to ting. Desværre for politikerne er det lidet flatterende.

Holdningsløshed

En meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder viser, at 76 procent af vælgerne er helt eller delvis enige i, at der mangler politikere i dansk politik, som tør stå ved deres egne holdninger.

Magt vigtigere end resultater

Samme meningsmåling viser, at 73 procent af vælgerne er helt eller delvis enige i, at politikerne på Christiansborg er mere optagede af at sidde på magten end af at opnå konkrete politiske resultater.

Ærgerligt

Det ærgrer socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen:

- Jeg har det sådan, at man som politiker bliver valgt for at gennemføre noget af det, man tror på og mener er det rigtige at gøre for Danmark. Det er jo også det vi som socialdemokrater er blevet valgt i regering på, og vi har gennemført meget allerede.

-Men hvis I er så gode, hvordan kan det så være, at næsten tre ud af fire mener, at I er mere optagede af at sidde på magten end at opnå konkrete resultater?

- Jamen det kan jeg jo selvfølgelig ikke svare på, jeg kan kun sige, at vi arbejder hårdt på at kunne gennemføre vores politik, siger Mogens jensen til DR Nyheder.

Ærgerligt højt tal

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby ærgrer sig lige så meget som Mogens Jensen over politikernes dårlige skudsmål:

- Jamen det synes jeg er et ærgerligt højt tal, som nok desværre er udtryk for at meget af alt det, man hører fra det politiske, det er alle konflikterne, dt er alle de problemsager, der er. Det er ikke det hårde daglige arbejde, som jo netop handler om at få de politiske visioner ført ud i politik, som skaber arbejdspladser i Danmark, og som sikrer gode trygge forhold for danskerne.

- Hvorfor gør I så ikke noget ved at udtrykke det budskab lidt bedre?

- Uh, det kæmper vi også for hver dag, men det viser jo, at vi højst sandsynligt godt kunne have et godt nytårsfortsæt, som gik på, at vi skal blive endnu bedre til det, siger Ellen Trane Nørby til DR Nyheder.

Facebook
Twitter