Danskerne vil høre Løkke tale om klima og miljø i nytårstalen

Klimaet er på kort tid blevet et af de allervigtigste emner for vælgerne, vurderer analytiker.

Udlændinge, sundhed og klima topper listen over emner, som danskerne mener er vigtigst, statsministeren kommer ind på i sin nytårstale i aften. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix)

I aften skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tale til nationen i sin sidste nytårstale før folketingsvalget. Og hvis det står til danskerne ude i bag tv-skærmene, er der særligt tre emner, han bør fokusere på: Udlændinge, sundhed og klima.

Det viser en måling, Epinion har foretaget for DR.

De to første emner, udlændinge og sundhed, ligger traditionelt altid i top, når man spørger danskerne, hvilke politiske emner de vægter højest. Men det er nyt, at de flankeres af klima og miljø øverst på listen, påpeger DR's politiske analytiker, Jens Ringberg:

- Det er meget markant, at miljø og klima nu rykker op i toppen på den her liste. Oven i købet er det sket meget hurtigt - tidligere på året lå de to temaer et stykke nede af listen, siger han.

12 procent af de adspurgte i Epinion-målingen svarer, at de mener, at miljø og klima er det emne, der er vigtigst, statsministeren kommer ind på i sin nytårstale. 12 procent svarer "hospitaler og sundhed", mens andre 12 procent svarer "integration, flygtninge og indvandrere".

I bunden af listen finder man kultur og forsvar, som 0 procent af de adspurgte vægter højest.

- Det viser, at stemningen blandt vælgerne kan skifte over tid, og det bekræfter, at folks holdninger bliver påvirket både af den politiske debat, af mediernes beskrivelser af problemerne og af ydre begivenheder, siger Jens Ringberg.

Varm sommer satte gang i klimadebatten

Klimadebatten blussede især op efter den varme sommer, der bød på usædvanligt høje temperaturer og utallige soltimer med afbrændingsforbud og tørke i landbruget til følge.

- En varm sommer skaber historier i medierne, som forstærker den politiske debat om klimaet – og det kan være med til at gøre flere interesserede i klimaspørgsmål, siger Jens Ringberg.

Han tilskriver samtidig Alternativet en del af æren for, at danskerne vægter klimaspørgsmålet højere. Folketingets nyeste parti har nemlig haft held med at sætte klimaspørgsmålet på dagsordenen, lyder analysen:

- Det kan skyldes, at partiet har talt mere om klima end andre partier, men måske også at tiden bare var moden til større politisk fokus på klimaspørgsmål. Men Alternativets forslag om Uffe Elbæk som statsminister og afgifter på kød og flyrejser har været med til at holde klimadebatten i gang.

Klimadebat kan næppe afgøre folketingsvalg

Selvom danskerne i den nye undersøgelse vægter klima på højde med udlændinge og sundhed, vil klimaspørgsmålet ikke i sig selv komme til at afgøre det folketingsvalg, der skal være afholdt senest i juni, vurderer Jens Ringberg:

- Miljø- og klimaspørgsmål kan helt sikkert flytte stemmer mellem partier, men vi ser ofte at vælgerne bliver i samme blok, når de skifter parti – og så er forskellen ikke så stor.

- Klimadebatten kan ikke flytte mange vælgere hen over midten. Der er udlændingepolitikken stadigvæk betydeligt mere betydningsfuld i den sammenhæng.

- Men det er klart at når miljø- og klimapolitikken figurerer så højt på vælgernes liste, så kommer den også til at fylde mere i valgkampen. Ingen partier kan gå til valg i 2019 uden at have en mere eller mindre sammenhængende klimapolitik, siger Jens Ringberg.