De dygtigste studenter samler sig på fire uddannelser

Trods et udvalg af 900 videregående uddannelser søger studenter med høje karakterer snævert, viser notat.

Det er medicin, jura, statskundskab og psykologi, der hitter blandt studenter med høje karaktergennemsnit. Arkivfoto. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Studenter med de højeste karakterer fra de gymnasiale uddannelser søger i høj grad ind på de samme fire videregående uddannelser.

I et notat fra Uddannelses- og Forskningsministeriet fremgår det således, at 30 procent af studenterne med et gennemsnit på 9,1 eller derover fra gymnasiet søgte ind på enten medicin, jura, statskundskab eller psykologi som deres førsteprioritet i 2019.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ærgrer sig over tallene.

- Jeg er bekymret for, at det er et udtryk for, at de føler sig presset til det ud fra en devise om, at man ikke må spilde sit snit, siger hun.

- Jeg ville gerne have, at der er en oplevelse af, at der reelt er frit valg. Og at uanset om man har højt eller lavt karaktergennemsnit, så søger man bredere blandt de mere end 900 uddannelsesvalg, der er.

Ministeren sukker

Blandt gruppen af ansøgere med høje karaktergennemsnit fra gymnasiet var det blot fem procent, der søgte ind på uddannelser til folkeskolelærer, sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver.

Også det forhold får ministeren til at sukke.

- Jeg har en drøm om, at endnu flere af vores unge mennesker vil gå den vej, hvor man enten underviser næste generation og gør dem engagerede og dygtige eller er pædagog og bringer sin faglighed i spil til at skabe begejstring hos børn, unge og udsatte, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

- Vi har brug for, at der er mere prestige omkring det, de gør, fordi det er hamrende vigtigt, tilføjer hun.

I 2019 søgte knap 89.000 unge ind på en videregående uddannelse. Af dem var det knap 69.000, der havde et karaktergennemsnit fra en dansk gymnasial uddannelse.

Optagelsessystemet evalueres

Ifølge notatet fra ministeriet havde 17.000 af studenterne fra 2019 et karaktergennemsnit på 9,1 eller derover. Godt 5000 af dem søgte ind på enten medicin, jura, statskundskab eller psykologi.

Ministeren vil nu se på, hvorvidt systemet kan justeres, så de unge i fremtiden vil søge mere bredt.

- Vi er i gang med at evaluere optagelsessystemet, og den endelige evaluering er lige på trapperne, så jeg vil se på buddene i den, inden jeg konkluderer politisk på, hvad vi skal, siger hun.

- Men der er ingen tvivl om, at vi politisk skal have kigget på, om optagelsessystemet i sig selv kan være problemet.

Notatet kommer, forud for at der 15. marts er frist for ansøgninger gennem kvote 2-systemet.

/ritzau/

Artiklen er opdateret med citater fra ministeren klokken 21.30.