De konservative om Nye Borgerlige: Held og lykke til Løkke

Det Konservative Folkeparti frygter ikke at miste stemmer til Nye Borgerlige men forudser, at en blå statsminister vil få det sværere, hvis partiet kommer i Folketinget.

Mette Abildgaard er politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti. Hun ønsker Nye Borgerlige tillykke. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det Konservative Folkeparti frygter ikke at miste vælgere til Nye Borgerlige, der i aftes anmeldte sig som opstillingsberettiget hos Social- og Indenrigsministeriet, som nu skal gennemgå og godkende vælgererklæringerne.

Det siger politisk ordfører Mette Abildsgaard:

- De har jo selv været ude og melde, at de går efter vælgere, der ligger til højre for Dansk Folkeparti. Derfor er jeg egentlig ikke så nervøs.

- Vi deler mange synspunkter med dem - de er lidt mere yderliggående end os i forhold til udlændingepolitik - og så har vi også en masse uenigheder med dem i forhold til blandt andet miljøpolitik og EU, siger hun.

Det nye højrefløjsparti Nye Borgerlige har tre ultimative krav for at pege på en statsminister, og de har alle med udlændinge at gøre, siger stifter og partiformand Pernille Vermund:

- Jeg vil pege på den borgerlige statsministerkandidat, som stopper asylbehandlingen i Danmark, stiller krav om selvforsørgelse til udlændinge og udviser kriminelle udlændinge efter første dom. Det er ultimative krav i forhold til at pege på en statsminister, sagde hun på et pressemøde.

Tillykke fra K

Og politisk ordfører Mette Abildgaard (K) mener da også, at en kommende blå statsminister kan få det svært, hvis der efter et valg bliver endnu et borgerligt parti at tage hensyn til i blå blok:

- Hvis Lars Løkke Rasmussen får endnu et blåt parti at jonglere rundt med efter et valg, så bliver opgaven ikke mindre for ham. Men det er jo heldigvis hans hovedpine og ikke vores, siger hun og ønsker samtidig Nye Borgerlige tillykke:

- Det står jo alle frit for at starte nye partier i Danmark. Det har vi jo også set de sidste par år, at flere har gjort. Jeg vil da gerne benytte lejligheden til at ønske de Nye Borgerlige tillykke med, at de nu er blevet opstillingsberettiget.

Facebook
Twitter