De Radikale siger nej til fri hash

På De Radikales landsmøde har de delegerede med et snævert flertal omstødt gammel beslutning om, at partiet skal gå ind for fri hash. Afgørende var en dundertale af tidligere folketingsmedlem, læge Kirsten Lee.

Fri hash indgår ikke længere i den radikale cafékultur.

På partiets landsmøde omstødte et snævert flertal en to år gammel vedtagelse om, at det forsøgsvist skulle gøres lovligt for folk over 18 at købe hash på cafeer, og at hashen skulle belægges med en statsafgift. Argumentet var, at så kom hashkunder ikke i kontakt med hårde stoffer.

Med 244 stemmer mod 237 omstødte de delegerede den beslutning, efter at tidligere folketingsmedlem, læge Kirsten Lee, havde holdt en dundertale om, at partiet svigtede de socialt belastede unge.

- Jeg har ofte hørt argumenter om, at man sagtens kan holde op med at ryge hash, hvis man vil. Problemet er bare, at det vil man måske ikke, argumenterede politimanden Jørgen Tyllesen fra Nyborg.

Partilederen, Marianne Jelved - som også er modstander af fri hash - konstaterede tilfreds, at argumenterne har haft deres virkning.

Folketingsmedlem Simon Ammitzbøll tog kovendingen til indtægt for, at også De Radikale er under indflydelse af "den værdikonservative linje, som er i befolkningen i almindelighed".