De unge flygter fra S og SF

Det røde flertal skrumper, og regeringspartierne og støttepartierne samlet går samlet frem. Det viser en ny meningsmåling, Epinion har lavet for DR. De unge synes at flygte fra rød.

Lars Løkke er i disse dage på gymnasieturne - de unge myldrer til Venstre. (© Preben Madsen/Scanpix)

Et valg nu ville blive meget tæt mellem regeringen og dens støttepartier på den ene side og S, SF, De Radikale og Enhedslisten på den anden side, hvis man skal tro på en meningsmåling, Epinion har lavet for DR.

Den 14. juli stod rød blok til 95 mandater og blå blok til 80 mandater, altså et klart forspring.

I denne måneds måling er de tilsvarende tal 90 og 85. I procent er det 50,9 til rød og 48,6 til blå. Der skal med andre ord kun flyttes få stemmer, før flertallet tipper.

Unge flygter fra rød

Meningsmålingen viser, at det tilsyneladende især er de unge, som nu vrager S og SF. 25,1 procent af de 18-34-årige stemte på S i juli, 27,4 pct. på SF. Nu er tallene 16,7 og 17,9.

Til gengæld vil mere end 30 procent stemme Venstre - det var kun 18 procent for en måned siden.

Også de vælgere, der er i tvivl, hælder mest til at stemme på regeringen med støtter. 42 procent af tvivlerne vil stemme Venstre. Kun 20 procent på Socialdemokratiet. Også SF taber her.

S taber

Skattesagen har været dyr for Helle Thorning-Schmidt, viser målingen. Socialdemokratiet går fra 29,2 til 25,8 procent af stemmerne. Venstre høster den største del af gevinsten og går fra 21,9 til 24,3. S er altså stadig lige akkurat størst.

Liberal Alliance fortsætter fremgangen til 4,5 procent, mens de konservative ikke flytter sig meget med 6,4 procent.

Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget med 0,6 procent af stemmerne.

Stemmeandele i procent for alle vælgere (© DR og Epinion)