Det tyder ikke på, at der lander en aftale om hverken en skattereform eller udlændingestramninger inden fredag, når Folketinget tredjebehandler og – måske – vedtager regeringens forslag til næste års finanslov.
Sådan lyder vurderingen nu fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Han siger, at der ikke er ”sket noget afgørende” i forhandlingerne i en uges tid.
Dermed ser det heller ikke ud til, at regeringspartiet Liberal Alliance får indfriet sine krav om at få en skatteaftale i hus inden fredag.
- Der er ikke noget afgørende nyt, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Selvfølgelig har der været nogle sonderinger mellem regeringen og os, men det er meget sporadisk, og der er ikke noget indholdsmæssigt nyt i forhold til situationen i sidste uge, siger DF-formanden.
DF's chance
Dansk Folkeparti har i forhandlingerne krævet et såkaldt ”paradigmeskifte” på udlændingeområdet, hvis partiet skal levere mandater til regeringens ønskede skattereform. Det betyder blandt andet, at flere flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal sendes hjem.
Kristian Thulesen Dahl understreger, at Dansk Folkeparti ikke indgår en skatteaftale med regeringen, før der er landet en aftale om nye udlændingestramninger.
- Hvis vi på noget tidspunkt skal have et gennembrud på udlændingeområdet i forhold til det her paradigmeskifte, så skal det jo være på et tidspunkt, hvor regeringen har noget, de meget gerne vi have igennem. Og de, har jeg forstået, vil meget gerne have en skatteaftale igennem. Og så er det jo vores chance, siger Kristian Thulesen Dahl.
Ifølge DF-formanden bliver kravet om et ”paradigmeskifte” mødt med svar fra regeringen om, at ”juraen er vanskelig”.
Derfor er det i Thulesen Dahls øjne meget lidt sandsynligt, at regeringen og DF bliver enige om hverken skat eller udlændinge inden fredag, når finanslovsforslaget skal tredjebehandles.
- Vi støder ind i fortolkninger af Den Europæiske Menneskeretskonvention, og derfor siger regeringen nej til vores forslag. Det kan de jo godt gøre, men så må de jo komme nogle andre bud på, hvordan vi så kan nå det samme, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Men vi må se, om vi bliver positivt overraskede lige pludselig inden på fredag, siger han.
Efterlyser klart svar fra regeringen
Liberal Alliance fastslog allerede i minutterne efter, at regeringen og DF havde indgået en finanslovsaftale fredag den 8. december, at hvis en skatteaftale ikke blev lukket inden jul, så kom der heller ingen finanslov.
Siden har LA-toppen ikke villet give klart svar på, om partiet stemmer for regeringens egen finanslov på fredag. Hverken i dag eller i går ønskede LA-leder Anders Samuelsen at svare på spørgsmål fra pressen.
Men nu bør regeringen mane al tvivl til jorden og slå fast, at alle tre regeringspartier stemmer for finansloven, opfordrer DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
- Det vil klæde dem at komme ud og sige, at selvfølgelig er de enige om i regeringen at stemme for deres egen finanslov, siger Kristian Thulesen Dahl.
- Så ville der være ro omkring det, og så kan vi andre forhandle de andre spørgsmål uden sådan en deadline, som i højere og højere grad tikker frem mod på fredag, siger han.