Når regeringen vil indføre en ny afgift på hver kørt kilometer for lastbiler, har den ikke hele sit bagland med sig.
I hvert fald ikke dele af baglandet hos Venstre og Socialdemokratiet.
I alt har 18 borgmestre fordelt på begge partier sendt bekymringsbreve til transportminister Thomas Danielsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S) inden for de seneste måneder.
Trods en landsdækkende blokade af trafikken mandag og fortsatte demonstrationer fra lastbilchaufførerne tirsdag, så har det ikke rokket på ministrenes holdning.
Og det ærgrer Tobias Birch Johansen, der er borgmester i Læsø Kommune og valgt for Venstre, at regeringen vælger at holde fast på vejafgiften.
- Jeg tænker, de må have deres grunde til at stå fast på denne her. Men det forpligtiger jo ikke mig til at mene, at det er en god idé, siger han.
Afgiften, som skal få branchen til at sænke sin CO2-udledning, vil komme til at presse transportbranchen alt for hård især i yderområderne af Danmark, mener Tobias Birch Johansen.
Med afgiften vil SVM-regeringen, SF, Enhedslisten og De Radikale lægge en kilometer-afgift på lastbiler.
Fra 2025 skal vognmændene begynde at betale en vejafgift, der i gennemsnit vil ligge på 1,30 kroner per kilometer, de kører.
For el-lastbiler vil det dog kun være omkring 0,2 kroner ekstra.
Engang var Venstre imod
Borgmester Tobias Birch Johansen mener i stedet, man skulle have lagt en afgift hos dem, der modtager det gods, lastbilerne kører med.
- Jeg er ærgerlig over, hvis man beslutter at fastholde denne her vejafgift. Jeg synes ikke, det er den rigtig måde at gøre det på.
Hans parti, Venstre, var da også imod afgiften inden valget. Men efter valget kom regeringsdeltagelsen, og nu bakker partiet op.
Om det er et smart træk af partiet, vil borgmesteren ikke gøre sig klog på.
- Det kan være, man får mere på en anden konto, end man giver på denne her. Det har vi folkevalgte landspolitikere til at håndtere for os.
- Men det er ikke ensbetydende med, at vi herude i landdistrikterne sidder med den samme holdning. Jeg kan kun appellere til, at de politikere, der er valgt herude, skal huske på, at der skal være noget at komme hjem til, siger Tobias Birch Johansen.
Derfor håber han, at hans eget parti vil "lægge sig i selen" for at gøre vejafgiften mere "tålelig".
I Struer er hans borgmesterkollega og partifælle Mads Jakobsen også modstander af afgiften.
- Jeg er optaget af de vilkår, der er for at drive virksomhed i min kommune. Og det er det, der er afsættet for min bekymring, siger han.
Og fra den socialdemokratiske borgmester i Frederikshavn, Birgit S. Hansen, er der bekymring for afgiftens konsekvenser for, om Nordjylland "stadig kan hænge sammen med resten af Danmark".
- For vi har mange produktionsarbejdspladser, hvor der stadig er meget transport på hjul, siger hun.
Fra Danmark til Bruxelles
Birgit S. Hansen påpeger, at det både er borgmestre fra Socialdemokratiet og Venstre, der råber vagt i gevær.
- Her kan vi jo lige minde S- og V-delen af regeringen om, at de også skal kunne stave til et Danmark i balance, lyder det.
Det er ikke kun de to partiers bagland rundt om i Danmark, der rører på sig. Også i Bruxelles har Venstres medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen sat sig op mod afgiften.
Han kalder det "problematisk" at indføre afgiften, når lastbilchaufførerne ikke har et ordentligt alternativ til at køre i lastbiler, der kører på benzin eller diesel.
- Hvis ikke jeg har en mulighed for at gøre noget andet end det, jeg gjorde i går, så flytter en afgift ikke noget på det. Det vil bare fordyre produktionen og risikere, at produktionen ryger ud af Danmark.
Derfor mener han, man i stedet burde lave initiativer i EU, uden at han dog svarer på, om det så skulle være en lignende afgift.
Har du sagt det til partiet herhjemme, at du er meget uenig?
- Det har jeg gjort i mange sammenhænge. Det er ingen hemmelighed, at jeg har hænderne på kogepladen og har de synspunkter.
Hvordan tager de imod det?
- Det må du spørge dem om. Jeg har et synspunkt, som jeg kan se mig selv i i forhold til produktions-Danmark. Nu har jeg rendt sammen med en del fiskere, og det er i hvert fald ikke dem, der siger, at jeg er galt på den.
Minister lytter til kritikken
Fra skatteminister Jeppe Bruus (S) lyder det, at man i regeringen lytter "meget opmærksomt" til den kritik, der kommer.
- Det vidner om, at der er en reel bekymring for, om vi har et land, hvor man kan bo og arbejde og transportere sig og bringe gods ud i hele landet. Og den bekymring tager vi dybt alvorligt, siger han.
- Derfor er det her et element af en samlet plan for at omstille den tunge vejtransport, hvor andre elementer også indgår.
- Vi skal drive den grønne omstilling på en måde, hvor vi skaber arbejdspladser og udvikler Danmark og ikke afvikler arbejdspladser, siger han.
Vognmænd og borgmestre er vrede over, at der indføres en kilometerafgift på lastbiler, men lastbilbranchens CO2-udledning ikke faldet i 10 år. Det kan du læse mere om her.