Deling af nøgenbilleder skal koste tre års fængsel

Alle Folketingets partier er enige om, at digitale sexkrænkelser skal straffes hårdere.

Straffen for digitale krænkelser skærpes.

Digitale sexkrænkelser kan fra 15. april straffes med fængsel i op til tre år. Det er en skærpelse med en tredjedel i forhold til i dag, oplyser Justitsministeriet.

Alle Folketingets partier er enige om lovforslaget, som er fremlagt af justitsminister Søren Pape Poulsen.

- Digitale sexkrænkelser er en grænseoverskridende og respektløs handling, der kan give ofret langvarige mén, siger han.

- Med en forhøjelse af straffen med en tredjedel for grovere digitale sexforbrydelser sætter vi en tyk streg under forbrydelsens alvor. Det vil forhåbentlig få flere til at tænke sig om, inden de uden hensyn til offeret deler nøgenbilleder eller -videoer, siger ministeren.

Vedtagelsen betyder også, at bødestraffen for blufærdighedskrænkelse, herund blotteri, bliver fordoblet.

Der er lagt op til, at blotteri i førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med en bøde på omkring 5.000 kroner, eller 7.000 kroner ved skærpende omstændigheder. For eksempel hvis krænkelsen er sket foran et barn.

/ritzau/

Facebook
Twitter