Den borgerlige fejde: Endnu engang skal De Konservative kæmpe om at få statsminister-posten

I næsten 100 år har der hersket en strid mellem De Konservative og Venstre.

I midten står Venstres daværende formand Henning Christophersen og nyder en cigaret sammen med De Konservatives formand Poul Schlüter til valgaftenen i 1979. Tre år senere blev Schlüter udpeget som statsminister efter Anker Jørgensen, der kan ses ude til venstre, trak sig fra posten. (Foto: Henning Thempler © Scanpix Denmark)

Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver ikke den eneste borgerlige statsministerkandidatstemmesedlen. Tidligere i dag sagde Søren Pape Poulsen (K) på et pressemøde, at han også stiller op som statsministerkandidat.

Det er udtryk for en strid, som spænder mange år tilbage i de to partiers historie, og som igen er genopstået, da de to partier står til at blive lige store ved et kommende valg – hvis man skal tro meningsmålingerne.

Det fortæller Niels Wium Olesen, lektor ved Instituttet for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, der har beskæftiger sig med politisk historie, og blandt andet skrevet bogen 'Poul Schlüters tid 1982-1993'.

- Det er jo udtryk for, at konkurrenceforholdet er relevant igen, fordi de er omtrent lige store, fortæller Niels Wium Olesen.

Selvom begge partier historisk set har haft statsministerposten, er det lang tid siden, at begge partier har stillet med en statsministerkandidat samtidig.

Vi skal helt tilbage til Poul Nyrups regeringsperiode i midten af 1990'erne, hvor det var Hans Engell, der krysede klinger med Uffe Ellemann-Jensen, fortæller Niels Wium Olesen.

Her ses Uffe Ellemann-Jensen og Hans Engell sammen med en "EU-trold" i 1994. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix Danmark)

100 års-slaget

De to partier har længe været i konkurrence med hinanden. Niels Wium Olesen vurderer, at det snart er næsten 100 år siden, at konkurrencen begyndte. Det skyldes blandt andet, at de to partier ideologisk og holdningsmæssigt appellerer til de samme vælgere et godt stykke ad vejen.

- Op gennem hele 1900-tallet har de dyrket det her konkurrenceforhold, men af bitter nød også måtte se sig nødsaget til at samarbejde, for det var den eneste måde, de kunne måle sige med det noget større Socialdemokrati, siger Niels Wium Olesen.

Ved den seneste meningsmåling fra dr.dk lå Venstre og De Konservative kun 2,7 procentpoint fra hinanden med henholdvis 14,2 procent og 11,5 procent.

Også Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Instituttet for Statskundskab, Københavns Universitet, fortæller, at de to partier længe har apelleret til nogle af de samme vælgere. Og at netop det har gjort, at de har taget vælgere fra hinanden.

- Når vælgerne begynder at skifte, så er det i virkeligheden dine nærmeste partier, som på den ene side er dine værste konkurrent, for de tager dine vælgere, eller I kæmper om de samme vælgere. På den anden side, så betyder det måske mindre, i forhold til regeringsmagten, om det er det ene eller andet parti, der får vælgerne, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Den første gang

Det første af de store slag mellem de to partier stammer tilbage fra 1929, da John Christmas Møller (K) væltede den daværende Venstre-statsminister Thomas Madsen-Mygdal, fortæller Niels Wium Olesen.

- Det er simpelthen mytens grundlæggelse, og du kan spørge alle i Venstre og alle i Konservative, de ved godt hvad der skete i 1929. Christmas Møller væltede en Venstre-regeringfinansloven nede i Folketingssalen. Det kunne ikke blive mere dramatisk, siger han.

Der var selvfølgelig også Poul Schlüters regeringsperiode, som varede i næsten ti et halvt år og startede i 1982, og som kan ses som en "mytisk glansperiode" for De Konservative. Det var dog ikke uden, at de to borgerlige partier skulle kæmpe om statsministerpladsen forinden.

- De gjorde det faktisk også i valget i 1981. Det er det valg, som sætter rammen for Schlüters regering. Schlüter træder jo ikke til efter et valg, han træder til efter, at Anker Jørgensen har sagt, at han ikke vil føre sin regering videre. Men i det valg i 1981, der var de begge to statsministerkandidater, siger Niels Wium Olesen.

Venstres kandiat hed dengang Henning Christophersen, og det var dengang "åbenlyst for hele den danske offentlighed", at der herskede en kamp om rollen som Danmarks førende statsministerkandidat.

Der har selvfølgelig også været perioder med samarbejde. Her ses Anders Fogh Rasmussen (V) sammen med Bendt Bendtsen (K) under Folketingets åbning i 2001. De to partier var gået sammen i en VK-regering. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix Danmark)

Største parti eller største opbakning?

Ved de seneste mange valg har det nemlig været mere eller mindre givet på forhånd, hvilket af partierne der skulle indtage Statsministeriet, hvis de borgerlige vandt valget – simpelthen fordi der har været så stor forskel på partiernes størrelse.

I år kan det dog også komme til at handle om hvilket parti, der kan få den største opbakning fra de andre borgerlige partier, siger Niels Wium Olesen.

- Der er to konkurrenceparametre, og jer er helt sikker på, eller vi kan allerede se nu, at det er i spil nu, siger Niels Wium Olesen.

Allerede kort efter De Konservatives pressemøde, var Jakob Ellemann-Jensen ude på et pressemøde, og sige, at det parti, som er størst, har 'serveretten'. Søren Pape sagde i modtsæning på mandagens pressemøde, at det parti der kan samle flest mandater bag sig, må lede forhandlingerne.

Hvem der ender med at få 'serveretten' må et kommende valg vise. Det er endnu ikke udskrevet, men skal afholdes senest i sommeren 2023.