Den gode stemning forsvandt med ét: 'Man kan ikke bare henvise til amerikanske tilstande, når noget går én imod'

Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen mødtes til debat dagen efter opsigtsvækkende radikal melding.

Statsminister Mette Frederiksen (S), Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen under partilederdebat ved Radikale Venstres nytårsstævne, i Landstingssalen på Christiansborg i København lørdag den 8. januar 2022.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Feje personangreb.

Frem for fokus på de problemer, som befolkningen står overfor.

Det er statsminister Mette Frederiksens (S) beskrivelse af en tilstand, som hun har iagttaget i amerikansk politik - men også i dansk politik.

- I det hele taget skal vi passe på, siger hun fra et podie, mens hun kigger på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen i det, der er én af de første debatter udenfor Folketingssalen, hvor de to mødes.

- En meget, meget kraftig appel til, at vi ikke overtager den måde, som amerikansk politik har fået lov til at udvikle sig på.

Det er en slet skjult hentydning til den tidligere præsident Donald Trumps opførsel.

Og efter 48 minutters konstruktiv diskussion om alt fra en grøn skattereform over udenlandsk arbejdskraft, sundhedsvæsnet og (selvfølgelig) corona, er den gode stemning til Radikale Venstres nytårsstævne, hvor de to er inviteret, forsvundet.

'Jeg har ikke tillid til dig', sagde Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen til statsminister Mette Frederiksen (S), da debatten nåede mink-sagen ved det radikale nytårsstævne. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

- Man kan ikke, hver gang der er nogle, der er uenige med én, eller hver gang, der er noget, som går én imod, pege på folk og sige: 'det er amerikanske tilstande, og det er fuldstændig forfærdeligt', siger Jakob Ellemann-Jensen.

Et spørgsmål om tillid

- Lad dog være med at blive så rasende, når Jakob Ellemann-Jensen at sige, inden at debattens moderator bryder ind, fordi statsministeren og statsministerkandidaten beskylder hinanden for at sige noget, der ikke passer.

Det er spørgsmålet om tillid og måske i særdeleshed minksagen, der har gjort luften iskold under dagens debat i Landstingssalen på Christiansborg.

- Jeg stoler - ikke over en dørtærskel - på statsministeren i minksagen, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg har fået ting at vide af statsministeren, som siden har vist sig ikke at være rigtige, forklarer han.

Det er en kritik af hendes politiske beslutning, og det er en kritik af den måde, regeringen agerede på, og det skal der være plads til, mener han.

Det mener statsminister Mette Frederiksen ikke. I hvert fald ikke i den form.

- Venstre har stået bag en kampagne, der hed 'put her to jail' (oversat: sæt hende i fængsel, red.), siger hun.

Hun taler hurtigt og former ordene spidst, da hun fortsætter, mens hun gestikulerer mod sit ansigt:

- Med et billede af mig og tremmer. Er det ikke amerikansk?

Billedet, som hun henviser til, er blandt andet blevet holdt op på skilte, da Mette Frederiksen skulle afhøres i Minkkommissionen og har floreret på sociale medier.

Men det kommer ikke fra Venstres Ungdom, der dog sidste efterår tiltrak sig opmærksomhed, da den nu tidligere formand for ungdomspartiet lagde en grafik med ordene 'Mette for prison' på Twitter. Det var i forbindelse med slettede mails hos Statens Serum Institut.

'Selvfølgelig kan man stole på landets statsminister - på mig,' lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) debatten. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Jakob Ellemann-Jensen giver Mette Frederiksen ret i, at den slags er undergravende for tilliden til politikere. Men det er det også, når hun hævder, at han som formand for Venstre altså skulle have noget med kampagnen at gøre.

- Igen sådan lige på kanten af sandheden og virkeligheden: 'Venstre har stået bag en kampagne', siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han forsikrer desuden, at han har påpeget overfor ungdomspartiet, at de gik over grænsen i efteråret.

Samarbejde over midten?

Statsministeren og hendes udfordrer mødes, dagen efter at regeringens ene støtteparti, Radikale Venstre, har talt for et regeringssamarbejde over midten.

Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har selv kaldt Mette Frederiksen og hendes regering egenrådig og magtfuldkommen - en kritik, der nu kulminerer med meldingen om, at Radikale Venstre ikke vil støtte en ren socialdemokratisk regering efter næste valg.

Nu står hun bag et podie mellem Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen.

- Vi kan godt finde ud af det sammen, os tre. Vi kan løse de store problemer. Jeg har tillid til både Mette og Jakob, siger hun.

- Jeg er ikke så bekymret for tilliden mellem os, men jeg er vitterligt bekymret for befolkningens tillid til os som politikere; at vi ikke har fokus på de store problemer og de langsigtede løsninger.

Politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen drømmer om et regeringssamarbejde over midten. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen affejer under debatten den radikale trussel. Regeringen går til valg på at fortsætte i sin rene, socialdemokratiske form, forsikrer hun.

- Det var forventeligt, siger Sofie Carsten Nielsen efterfølgende.

Frem for alt vil hun sætte tanker i gang med sin melding - både hos Mette Frederiksen og hos Jakob Ellemann-Jensen.

- Det er det mest ordentlige at sige det nu, så alle kan indrette sig efter det.

Hvis du er så frustreret over regeringens arbejde, hvorfor så ikke trække støtten nu?

- Det ville være at sige 'mistillid nu', og det synes jeg ikke er det ordetlige at gøre. Men det kommer ikke til at kunne fortsætte med vores mandater, at der sidder en étpartiregering. Det er ikke en god løsning for Danmark, siger Sofie Carsten Nielsen.

FacebookTwitter