Den hemmelige krig indklaget for Pressenævnet

Pressenævnet skal nu tage stilling til dokumentarfilmen Den hemmelige. Klageren er den konservative Helge Adam Møller, kalder filmen groft manipulerende. Flere eksperter afviser, at han kan vinde sagen.

Groft manipulerende kalder den konservative Helge Adam Møller dokumentarfilmen Den hemmelige krig. (© DR)

De konservatives gruppeformand, Helge Adam Møller, har klaget til Pressenævnet over dokumentarfilmen Den hemmelige krig. Dokumentarfilmen, der handler om de danske specialstyrker i Afghanistan blev sendt på DR2 tidligere på ugen.

Helge Adam Møller skriver i sin klage, at udsendelsen strider mod medieansvarslovens regler for god presseskik.

Tilbageholdt oplysninger

Dokumentarfilmen fortæller, at danskerne gentagne gange har udleveret tilbageholdte personer til amerikanerne. Oppositionen har kritiseret regeringen for at have tilbageholdt oplysninger for Folketinget om hvordan fangerne var blevet behandlet.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har lovet, at regeringen vil komme med en redegørelse. Men han afviser, at forsvarsminister Søren Gade har vildledt Folketinget i Afghanistan-sagen.

Løsladt igen

Søren Gade har meddelt Folketinget, at danske soldater ikke har taget krigsfanger i Afghanistan. Men der er ikke tale om krigsfanger og alle tilbageholdt var hurtigt blevet løsladt igen, siger statsministeren.

Helge Adam Møller kalder filmen groft manipulerende, fordi den efter hans mening bevidst undlader kilder og udsagn, der modsiger dens grundlæggende præmis.

Ført bag lyset

- Jeg og resten af den danske befolkning er blevet ført bag lyset med denne film. Formålet har utvivlsomt været at miskreditere statsministeren. Derfor undlader eller fordrejer Christoffer Guldbrandsen enhver oplysning, der kan tale i den modsatte retning, skriver Helge Adam Møller i en pressemeddelelse.

Han mener, at man ikke bør acceptere "en sådan lemfældig omgang med sandheden". Derfor vil han have Pressenævnet materialet og den journalistiske arbejdsmetode, der ligger til grund for filmen.

Eksperter: Klagen holder ikke

Flere eksperter afviser over for Politiken, at Helge Adam Møller overhovedet vil få sin klage behandlet af pressenævnet.

Det forudsætter, at man har en retlig interesse i den udsendelse man klager over.

DR tager foreløbig også klagen afslappet:

- Helge Adam Møller må gøre, hvad han synes er rigtigt. Og så ser vi på det, hvis der kommer en klage, siger chef for DR2 Gitte Rabøl til Politiken.

Facebook
Twitter