Hækkerup om sin pludselige afgang: Jeg vil et andet liv

Nick Hækkerup går af som justitsminister, fordi han vil prøve kræfter med noget andet. Han afviser, at der skulle ligge politiske sager bag beslutningen.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har været justitsminister siden 2019. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Nick Hækkerup (S) skrev søndag aften på Facebook, at han ikke længere vil være justitsminister og medlem af Folketinget. I stedet skal han være direktør i Bryggeriforeningen.

Han bliver afløst af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Ifølge Nick Hækkerups Facebook-opslag er det ikke "utilfredshed", der skyldes hans jobskifte.

For efter 20 år i politik vil han prøve noget nyt, skriver han.

- Jeg har dog gennem den seneste tid kunnet mærke en voksende trang til at blive udfordret på nye måder.

Og det stod han fast på, da han mødte journalisterne efter afskedsaudiens hos dronningen på Amalienborg.

Hvorfor går du af?

- Det er, fordi jeg har fået muligheden for at blive direktør i Bryggeriforeningen.

Kan du forstå, at folk undrer sig over din pludselige afgang?

- Ja, det kan jeg godt. Men jeg er nået dertil i mit liv, hvor det her har fyldt for meget i mit hoved. Jeg vil et andet liv, siger Nick Hækkerup.

Er du kørt død i dansk politik?

- Nej, jeg er ikke kørt død. Jeg elsker dansk politik. Men jeg vil prøve noget andet.

Var der noget bestemt, der gjorde, at du tog beslutningen?

- Dette er en proces, der tager lang tid. Jeg har længe snakket med familie og venner om det her, og nu kom muligheden.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) modtages i afskedsaudiens hos dronning Margrethe, på Amalienborg Slot. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Messerschmidt gisner om ministerafgang

Flere undrer sig over timingen på Nick Hækkerups afgang. Heriblandt formanden i Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt.

- Jeg kan da ikke lade være med at tænke på, har det noget at gøre med den minkrapport, der kommer her til juni, hvor hele regeringens måde at håndtere aflivningen af minkene på bliver belyst, siger Morten Messerschmidt og fortsætter.

- Der kunne man jo godt tænke, at det var lidt rart at få nogle nye folk på posten, siger Morten Messerschmidt.

Morten Messerschmidt (DF) undrer sig over Nick Hækkerups pludselige afgang som justitsminister. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Selv afviser Nick Hækkerup, at sagerne går forud for hans afgang.

Havde det været federe at få afsluttet FE-sagen og Minksagen, hvor man mangler at få opklaret nogle spørgsmål, som man passende kunne stille dig?

- Jo, jeg ville gerne have afsluttet sagerne. Der er hele tiden sager i Justitsministeriet. Men når der opstår en mulighed, som her i Bryggeriforeningen, så må man slå til.

Er du blevet presset til at tage denne her beslutning?

- Jeg er ikke blevet presset. Jeg har selv valgt at gøre det her. Og sagerne vil få deres svar lige meget hvad.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterer Mattias Tesfaye som ny justitsminister, Kaare Dybvad Bek som ny udlændinge- og integrationsminister samt medlem af Folketinget Christian Rabjerg Madsen som ny indenrigs- og boligminister. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at der skulle ligge andre grunde bag Hækkerups afgang.

- Jeg tror ikke, at man behøver at dykke så langt ned i konspirationsteorierne denne gang. Det er, som det står beskrevet i går aftes (Hækkerups Facebook-opdatering, red.), siger Mette Frederiksen.

Cordsen: Han brændte ikke for politik mere

Ifølge DR's politiske korrespondent, Christine Cordsen, ligger der ingen politiske sager, som kan begrunde Nick Hækkerups beslutning.

- Alt tyder på, at han er løbet sur i livet som toppolitiker og af personlige årsager vil noget andet med sit liv.

- Han har over noget tid følt, at han ikke brændte for politik mere. Det skal man, når man er politiker, siger Christine Cordsen.

Og derfor skulle han ikke være en del af Mette Frederiksens regering frem mod næste folketingsvalg, sagde han til journalisterne, da han forlod Amalienborg.

Hvorfor sidder du ikke valgperioden ud?

- Muligheden og jobbet var der nu. Og så må man jo vælge.

Forhenværende justitsminister Søren Pind vidnede i Instrukskommissionen på Frederiksberg, der undersøgter forløbet angående indkvartering af gifte eller samlevende asylansøgere. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Har talt med Søren Pind

Inden Nick Hækkerup officielt meldte ud, at han trak sig som minister, har den tidligere justitsminister Søren Pind godt vidst, hvad der var på vej. For Hækkerup har løbende været i dialog med Søren Pind, skriver han selv på Facebook.

- Jeg kan indestå for, at tanken har været længe undervejs. Og har været overvejet og drøftet godt og grundigt med mig, skriver Søren Pind på Facebook.

De to - nu eks-politikere - er gamle kammerater fra jurastudiet. For præcis fire år siden meddelte Søren Pind sit eget farvel til dansk politik.

Søren Pind skriver endvidere i sit opslag, at Nick Hækkerups afgang bør give plads til eftertanke hos medierne.

- Måske skulle man spørge, om den måde, medier og folk i dag betragter politik – som en sportskamp, et cirkus, en underholdning – ikke har et medansvar for, at de af os, der faktisk gerne vil gøre en idealistisk forskel, fravælger det, skriver Søren Pind på Facebook.