Det Islamiske Trossamfund: DF opfordrer til terror

Det er forrykt, at Søren Espersen (DF) er villig til at bombe blandt civile for at ramme IS, mener trossamfund

DF vil bombe civile i jagten på Islamisk Stat. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Det er at opfordre til terror, når Dansk Folkepartis udenrigsordfører og næstformand, Søren Espersen, kalder det nødvendigt at angribe mål, hvor der opholder sig civile.

Det mener Det Islamiske Trossamfund, som i en pressemeddelelse tager skarpt afstand fra Espersens udtalelser.

- Vi er i Det Islamiske Trossamfund og hele det muslimske samfund i Danmark dybt forargede over denne udtalelse.

- Ikke blot går den på kompromis med alt, hvad Danmark står for - et samfund, der bryster sig af menneskerettigheder, frihed og tolerance.

- Men det er også en direkte opfordring til at begå terror. For det er, hvad det er, når man direkte opfordrer til at gå efter civile mål med henblik på at opnå et politisk mål, hedder det i udtalelsen.

Til tv2.dk har Espersen blandt andet sagt, at man må begynde at bombe blandt civile for at ramme IS.

Adspurgt direkte, om han mener, at koalitionen skal bombe steder med kvinder og børn, svarer Espersen "ja, selvfølgelig".

I en mail til Ritzau skriver udenrigsordføreren senere, at han beklager, hvis hans svar har kunnet forstås som et ønske om direkte at "jage eller ramme sagesløse kvinder eller børn".

/ritzau/