'Det mest optimistiske budskab i lang tid': Det skal du lægge mærke til i Mette Frederiksens lange Facebook-opslag

I et langt Facebook-opslag skal statsministeren balancere på linjen mellem optimisme og overmod.

Mette Frederiksen er røget til tasterne på Facebook, inden regeringen efter planen melder nyt ud om genåbningen onsdag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Statsminister Mette Frederiksen (S) har med et Facebook-opslag på intet mindre end 2.464 ord givet et løst hint til, hvad vi kan forvente, når regeringen onsdag melder ud omkring den næste tids "gradvise" og "ansvarlige" udfasning af restriktionerne.

I opslaget når den socialdemokratiske leder vidt omkring, men én ting er dog gennemgående.

- Statsministeren er i sit Facebook-opslag ude med det mest optimistiske budskab til danskerne i ret lang tid – men hun er meget opmærksom på at skabe en balance mellem optimisme og overmod hos dem, der læser opslaget, siger politisk analytiker i DR Nyheder Jens Ringberg.

Han har sammen med professor i statskundskab Kasper Møller Hansen kigget nærmere på, hvilke af de 2.464 ord i opslaget der er værd at bide ekstra mærke i.

'Helt overordnet synes jeg, der er grund til en vis optimisme'

Der er nok rigtig mange efterskoleelever, der går og håber på, at 'kærestevæggen' igen kan tages i brug snarest muligt. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Selvom Mette Frederiksen flere steder understreger situationens fortsatte alvor, så indledes opslaget med positive toner, vi ikke har hørt længe.

- Helt overordnet synes jeg, der er grund til en vis optimisme, skriver hun og fortsætter:

- Jeg ved ikke, om vi endnu kan sige, at vi har lagt det værste endeligt bag os. Men det nærmer sig.

Og ordvalget er naturligvis ikke tilfældigt, understreger Jens Ringberg.

- Mette Frederiksen gør opmærksom på en hel række ting, der går i den rigtige retning. Vi diskuterer ikke stramninger, vi diskuterer lempelser. Mange er allerede vaccineret. Smitten er blevet banket ned, ja, selv vejret bliver bedre nu.

- Ved at tale om fremskridt og optimisme, så skaber statsministeren også forventninger om at der kommer gang i genåbningen. Der er ingen tilfældige ord i sådan et opslag, siger han.

Også Kasper Møller Hansen hæfter sig ved Mette Frederiksens forsigtige optimisme.

- Hun forsøger ikke at love mere, end hun kan holde, men vi bliver dog lovet, at der vil komme noget i forhold til genåbning, siger han.

'Pas på sirenernes sang. Vi må ikke åbne så meget så hurtigt, at vi risikerer at skulle lukke helt ned igen'

De liberale erhverv som for eksempel frisørerne har længe håbet på, at de igen kan komme til at genoptage arbejdet. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Bag den forsigtige optimisme i opslaget ligger også en kritik af den - i hvert fald i følge Mette Frederiksen - knap så forsigtige optimisme, der ses hos andre partier i Folketingssalen.

- Pas på sirenernes sang. Vi må ikke åbne så meget så hurtigt, at vi risikerer at skulle lukke helt ned igen, lyder det.

- Her siger statsministeren til danskerne: Spis brød til! Men hun bruger også opslaget til at advare befolkningen mod de budskaber, der kommer fra hendes politiske modstandere om en større og hurtigere genåbning.

- Sirener lokker jo skibe ud af kurs, så rammer klipper og går til bunds. Hun siger altså, at nogle af partierne i Folketinget fremsætter forslag, der er farlige for Danmark.

Omvendt mener Kasper Møller Hansen, at statsministeren viser overskud overfor sine politiske modstandere med linjen 'Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har kaldt en ”fleksibel” genåbning, hvor det ikke behøver være ”alt eller intet”. Det er jeg enig i'.

- Her spiller hun på, at hun egentligt gerne vil samle danskerne. Det, hun egentlig gør, er at vise storsind ved at snakke Jakob Ellemann-Jensen op. Det viser, hvor sikker hun er bredt politisk, at hun ikke behøver at tale politiske modstandere ned.

'Man kan ikke både ønske en omfattende genåbning og samtidig være imod øget brug af test'

Berlingske citerer i en stor artikel Mette Frederiksen for 'at danskerne skal coronatestes 'et par gange om ugen' for at undgå nye nedlukninger'. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Onsdag præsenterede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) en ny teststrategi. En strategi, der også bliver vendt i Facebook-opslaget.

- Jeg har godt bemærket, at der på baggrund af et interview, jeg gav til Berlingske sidste søndag har floreret et lidt vildt regnestykke om, at flere test skulle koste 100 milliarder kroner om året. Det er ikke umiddelbart et regnestykke, jeg kan genkende, skriver Mette Frederiksen.

- Her får statsministeren fortalt danskerne, at livet foreløbig ikke bliver det samme som før – uanset om restriktionerne ophæves, lyder det fra Jens Ringberg.

En del af opslaget bruges dog også til at forsvare sig mod særligt Berlingskes angreb på prisen på teststrategien.

- Hun vil gerne svare på kritikken af hendes udtalelser om, at danskerne måske skal testes to gange ugentlig i lang tid, hvis samfundet bliver åbnet mere. Mette Frederiksen benytter også lejligheden til at tage afstand fra et regnestykke, der har været fremmme – nemlig at dén plan vil koste 100 milliarder.

Og lige præcis her er Mette Frederiksens brug af Facebook spændende, lyder det fra Kasper Møller Hansen.

- Havde det her været på et pressemøde, så havde det oplagte spørgsmål fra journalister jo været 'Hvad er det så for et regnestykke, der ligger bag den nye teststrategi, vil du ikke vise os det?' Alle de spørgsmål slipper hun jo for her.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter